Tibet tea

Tevejen til Tibet

I 1000 år blev der handlet te og heste på den ældgamle handelsrute. I dag byder resterne af den legendariske vej på en overraskende ny handel.

21. maj 2010 af Mark Jenkins
tibet tea 5

Dybt inde i bjergene i Sichuan-pronvinsen i Kina hugger jeg mig vej igennem bambusjunglen på jagt efter en legendarisk vej. For bare 60 år siden, da mange mennesker i Asien stadig bevægede sig rundt til fods eller til hest, var Tevejen en trafikeret handelsrute og den vigtigste forbindelse mellem Kina og Tibet. Men min mission kan vise sig at være forgæves. For et par dage siden mødte jeg en mand, der plejede at bære de radbrækkende telæs ad handelsruten. Han advarede mig om, at tidens tand, vejret og planterne nok har gjort deres til at udradere Tevejen.?

Pludselig falder bambussen for et enkelt, fejende hug fra min økse. Foran mig ligger en stenbelagt sti, som snor sig op gennem skoven. Sporet er godt 1 m bredt, glat af mos og næsten groet til. Nogle sten har vandfyldte fordybninger. De er kommet af metalbeslåede støttekrykker, som blev brugt af de hundredtusinder af tebærere, der gennem 1000 år vandrede ad Tevejen.

De sørgelige rester af stien fortsætter kun 15 m frem og op ad et par nedbrudte trappetrin, før den forsvinder igen, skyllet væk af mange års kraftig monsunregn. Jeg fortsætter og kommer til en smal passage. Sidevæggene er så stejle og glatte, at jeg må klamre mig til nogle træer for ikke at falde ned i det stenfyldte vandløb langt, langt nede. Jeg håber, at jeg på et tidspunkt kan komme over det høje Ma’anshan-pas mellem Ya’an og Kangding i det vestlige Sichuan.

Den aften slår jeg lejr højt oppe over vandløbet, men træet er for vådt til, at jeg kan tænde bål. Regnen trommer mod teltdugen. Næste morgen forsøger jeg at følge stien yderligere 150 m, før en uigennemtrængelig mur af junglebevoksning stopper mig én gang for alle. Nødtvungent må jeg erkende, at Tevejen er forsvundet, i hvert fald her.

Faktisk er det meste af den oprindelige Tevej væk. De fremskridtshungrende kinesere har haft travlt med at begrave fortiden. Men før bulldozerne fjerner alle spor, vil jeg gerne udforske det, der er tilbage af den engang så berømte, men nu stort set glemte vej.

Den ældgamle handelsrute løb engang over en strækning på næsten 2250 km fra Ya’an i den teproducerende del af Sichuan-provinsen i Kina til Tibets hovedstad, Lhasa, som ligger i godt 3600 meters højde. Tevejen var en af de højest beliggende, mest barske stier i Asien. Den begyndte i Kinas frodige dale, gik over det øde, vindblæste og sneeroderede Tibetanske Plateau, krydsede de iskolde floder Chiang Jiang, Mekong og Salween, skar sig igennem de mystiske Nyenchen Tanglha-bjerge, passerede fire livsfarlige pas i 5000 meters højde og sluttede så nede i Tibets hellige hovedstad.

tibet tea 5

Snestorme begravede ofte den vestlige del af Tevejen, mens skybrud hærgede den østlige. Røvere udgjorde en konstant trussel. Alligevel blev vejen brugt flittigt i århundreder, selv om de to kulturer i hver ende til tider kun havde (og stadig har) foragt tilovers for hinanden. Det var ønsket om samhandel, der lå til grund for vejens eksistens, ikke en romantisk udveksling af ideer, etik, kultur og kreativitet, som vi forbinder med den legendariske Silkevej længere mod nord. Kina havde noget, Tibet gerne ville have: te. Og Tibet havde noget, Kina havde brug for: heste.

I dag lever vejen videre i erindringen hos mænd som 92-årige Luo Yong Fu, som jeg mødte i landsbyen Changheba, 10 dages vandring for en tebærer vest for Ya’an. Da jeg kom til Sichuan, fik jeg at vide, at der ikke var nogen tebærere, der stadig var i live. Men da jeg fulgte de sidste rester af Chamagudao, det kinesiske navn for den ældgamle handelsrute, mødte jeg foruden Luo Yong Fu fem andre, som hellere end gerne ville fortælle deres historie.

Luo Yong Fu er krumrygget, men stadig forbavsende stærk. Han arbejdede som tebærer på Tevejen i 1935-49 og fragtede altid mindst 60 kg te ad gangen, selv om han vejede mindre end 51 kg. “Det var et frygteligt job,” siger han.

Luo Yong Fu har krydset Ma’anshan-passet mange gange. Om vinteren lå sneen 1 m dyb, og der hang 2 m lange istapper ned fra klipperne. Der har imidlertid ikke været nogen over passet siden 1966, så han er ikke sikker på, om jeg vil kunne klare turen.

Ikke desto mindre har jeg fået et indtryk af, hvordan det må have været at vandre ad Te-vejen. I Xinkaitian, som var det første stop på tebærernes 20 dage lange tur fra Ya’an til Kangding, insisterer 87-årige Gan Shao Yu og 78-årige Li Wen Liang på at demonstrere, hvordan deres liv som tebærere udspillede sig.

De to mænd viser mig, hvordan de slingrede af sted i gåsegang over en våd strækning af den stenbelagte vej. Ryggen er bøjet under de fiktive tebriketters kolossale vægt, hænderne med de kraftige åretegninger hviler på en T-formet krykke, hovedet er bøjet, og blikket fæstnet på de hårdt belastede fødder. Efter syv skridt standser Gan Shao Yu op og banker tre gange med krykken, sådan som traditionen foreskriver. Begge mænd svinger krykkerne om bag ryggen, så oppakningen kan hvile på dem. De tørrer sveden af panden med usynlige bambusris og giver sig til at synge tebærernes sang:

Syv skridt op, og så skal du hvile. Otte skridt ned, og så skal du hvile. Elleve skridt ligeud, og så skal du hvile. Det er dumt ikke at hvile.

Både mandlige og kvindelige tebærere bar jævnligt 70-90 kg. De stærkeste mænd kunne bære 135 kg. Jo mere man bar, desto større var betalingen. Hvert kilo te kunne omsættes til et kilo ris, når tebærerne kom hjem igen. De var klædt i gamle pjalter og sandaler af strå, og i de sneklædte pas brugte de primitive klatrejern. “Naturligvis døde nogle af os undervejs,” siger Gan Shao Yu. “Hvis man blev fanget i en snestorm, døde man. Hvis man faldt ned fra stien, døde man også.” Kort efter, at Mao kom til magten i Kina i 1949, blev der anlagt en landevej, og tebærernes æra sluttede. Mao befriede tebærerne for deres åg som led i omfordelingen af jord fra de rige til de fattige. “Det var den lykkeligste dag i mit liv,” siger Luo Yong Fu. På sin nye jordlod begyndte han at dyrke ris, og “den triste tid forsvandt”.

Måske er du interesseret i ...

Læs også