Virkelighedens Mowgli: Pigen der voksede op i det vilde Afrika

Hendes bedste ven var en leopard, hendes foretrukne transportmiddel var en struds og 'storebror' var en elefant ved navn Abu. Mød pigen Tippi Degre, der vakte siderne i Rudyard Kiplings ‘Junglebogen’ til live.

7. april 2016 af Andreas Ebbesen Jensen

I Rudyard Kiplings udødelige eventyr ‘Junglebogen’ vokser en lille, indisk dreng ved navn Mowgli op blandt junglens vilde dyr. Han bliver bedste venner med en bjørn, hænger ud med en panter og finder tryghed blandt ulve.

Mowgli er dog intet at sammenligne med virkelighedens 'Princess of the Jungle', franske Tippi Degre.

"Dyrene er mine venner"

Som barn af to succesfulde naturfotografer tilbragte den lille franske pige de første ti år af sit liv i selskab med Afrikas vilde dyr i 1990’erne.

Hendes bedste ven var en leopard ved navn J&B, og når hun ikke lige hang ud med sin selvudnævnte storebror, elefanten Abu, tog hun rideture på strudse, kælede med løveunger og uddelte krammere til oksefrøer.

For den lille pige blev dyrene hurtigt hendes eneste vennekreds. Som hun selv siger det i bogen ‘Tippi: My Book of Africa’:

“Jeg har ingen venner her. For jeg støder aldrig på nogle børn. Så derfor er dyrene mine venner.”

Verdens største legeplads

Tippi Degre blev født i Namibia, men på grund af forældrenes profession rejste hun snart Afrika tyndt og hang ud med sine dyrevenner i lande som Botswana, Zimbabwe og Sydafrika.

“Hun havde så meget frihed,” fortæller moderen i et interview til The Daily Mail.

“Det var som at have verdens største legeplads. Vi levede i et telt ude i vildnisset, men Tippi vågnede altid op med skinnende sol og med hendes forældre ved sin side. Hun var meget heldig.”

Fra savannen til storbyen

Eventyret stoppede, da Tippi fyldte ti år og flyttede med sine forældre tilbage til Paris.

Omvæltningen fra Afrikas savanne til Frankrigs storby var ikke nem for virkelighedens Mowgli.

“Hun savnede dyrene enormt meget. Vi købte en lille fugl til hende. I lang tid var det den eneste ven, hun havde,” genkalder moderen i interviewet med The Daily Mail.

Tippi Degre har i dag lagt junglen bag sig og lever et liv som de fleste andre 26-årige, unge kvinder i Paris.

Men for resten af verden vil hun altid være kendt som den lille pige, der vakte siderne i Rudyard Kiplings højtelskede ‘Junglebogen’ til live.

Måske er du interesseret i ...

Læs også