Øget uafhængighed af Danmark

I dag bor alle 56.000 grønlændere stadig ude på det klippefyldte overdrev mellem is og hav. De fleste fordeler sig på en håndfuld byer langs vestkysten. Gletsjere og en kystlinje, der er gennemskåret af fjorde, gør det umuligt at anlægge veje mellem byerne. Her rejser alle med skib, helikopter, fly eller – om vinteren – med hundeslæde. Over en fjerdedel af landets indbyggere, godt 15.500, bor i hovedstaden Nuuk omkring 480 km nord for Qaqortoq.

10. juni 2010

I dag bor alle 56.000 grønlændere stadig ude på det klippefyldte overdrev mellem is og hav. De fleste fordeler sig på en håndfuld byer langs vestkysten. Gletsjere og en kystlinje, der er gennemskåret af fjorde, gør det umuligt at anlægge veje mellem byerne. Her rejser alle med skib, helikopter, fly eller – om vinteren – med hundeslæde. Over en fjerdedel af landets indbyggere, godt 15.500, bor i hovedstaden Nuuk omkring 480 km nord for Qaqortoq.

Tager man én del gammel, malerisk, grønlandsk by med tilhørende fjord og berusende bjerge i baggrunden, blander den med ca. fire dele boligblokke i værste, triste østblokstil, tilsætter to lyskryds, dagligt trafikkaos og en nihullers golfbane, så har man Nuuk. De mange nedslidte boligblokke blev bygget i forbindelse med et påtvungent moderniseringsprojekt i 1950’erne og 1960’erne, da de danske myndigheder flyttede folk fra små traditionelle samfund til nogle få store byer. Hensigten var at give folk bedre adgang til skoler og sundhedspleje, nedbringe omkostningerne og skaffe medarbejdere til fiskeforarbejdningsfabrikker i torskeindustrien, som voksede kraftigt i begyndelsen af 1960’erne, men siden er havareret. Projektet var – uanset de goder, det bragte med sig – årsag til en lang række sociale problemer såsom alkoholisme, brudte familieforhold og selvmord, der stadig plager Grønland.

Men denne morgen på den første sommerdag i 2009 er stemningen i Nuuk euforisk. Grønland fejrer begyndelsen på en ny æra. I november 2008 stemte et overvældende flertal af befolkningen for øget uafhængighed af Danmark, som har regeret Grønland under en eller anden form siden 1721. Forandringerne træder officielt i kraft ved en ceremoni på havnen, der er den gamle kolonibys hjerte. Dronning Margrethe II skal formelt anerkende det nye forhold mellem Danmark og Kalaallit Nunaat, som grønlænderne kalder deres fædreland.

Per Rosing, en slank, 58-årig inuit med grånende sort hestehale, dirigerer Grønlands Nationalkor. “Jeg er bare lykkelig, så lykkelig,” siger han og lægger hånden på hjertet, mens vi følges med en stor flok mennesker ned mod havnen ad gader, der stadig er våde efter nattens iskolde regn og sne. Folk strømmer også ud af Blok P, Nuuks største lejlighedskompleks, der alene huser ca. 1 % af den grønlandske befolkning. Dets vinduesløse betongavl danner rammen om et trodsigt-optimistisk kunstværk: et firetagers højt, hvidt og rødt, grønlandsk flag. En lokal kunstner har med skolebørns hjælp syet flaget ud af flere hundrede stykker tøj.

Klokken 7.30 står folk skulder ved skulder på kajen. Andre har anbragt sig på taget af gamle træhuse rundt om havnen. Nogle få ser til fra deres kajakker og padler lige akkurat nok til at blive, hvor de er, i det rolige, metalagtige vand. Ceremonien begynder med, at koret synger Grønlands nationalsang Nunarput Utoqqarsuanngoravit – Vort land, du er blevet gammel. Per Rosing vender sig mod menneskemængden og opfordrer med fagter alle til at synge med. Fra og med i dag afløser inuitdialekten kalaallisut dansk som Grønlands officielle sprog.

Dronning Margrethe, som er iført den traditionelle grønlandske kvindedragt – røde sælskindskamikker, der går helt op til låret, en anorak med perlebesat krave og korte sælskindsbukser – overrækker lidt efter kl. 8.00 den nye selvstyreaftale til landstingsformand Josef Tuusi Motzfeldt. Folk jubler, og der bliver affyret en kanonsalve fra et bakkedrag over havnen.

Efter den nye aftale står Danmark fortsat for Grønlands udenrigspolitik. Det årlige bloktilskud fortsætter også. Men Grønland har nu større kontrol over indenlandske anliggender – ikke mindst de umådelige mineralforekomster. Uden dem er der ingen chance for, at Grønland nogensinde bliver økonomisk uafhængigt. I øjeblikket tegner fiskeriet sig for over 80 % af Grønlands eksportindtægter. Rejer og hellefisk er den vigtigste fangst, men mens bestanden af hellefisk er stabil, svinder rejerne. Pengene fosser ud af den statsejede fiskerikoncern Royal Greenland.

Årsagen til nedgangen i rejebestanden – på disse kanter kendt som det “lyserøde guld” – er usikker. Ifølge Søren Rysgaard, der er chef for Center for Klimaforskning i Nuuk, bliver det grønlandske klima ikke blot varmere, men også mere uforudsigeligt. Stigende havtemperaturer kan have forstyrret timingen mellem udklækningen af rejelarverne og opblomstringen af fytoplankton, som de lever af. Men ingen ved det med sikkerhed. Fiskerne håber, at torsken vender tilbage, efterhånden som vandet bliver varmere. Men efter en lille stigning for nogle år siden er torskebestanden atter faldet. “Den traditionelle livsstil i Grønland var baseret på stabilitet,” siger Søren Rysgaard. Med undtagelse af det sydlige Grønland, som altid har været plaget af atlanterhavsstorme, bød klimaet sjældent på overraskelser, selv om det altid var fantastisk koldt. Indlandsisens enorme omfang og den tilhørende kolde, kompakte luft gav stabilitet i det meste af landet. “Om vinteren kunne man gå på jagt eller fiskeri med sine slædehunde på havisen. Om sommeren kunne man jage fra en kajak. Det, der sker lige nu, er, at de ustabile forhold, som er kendetegnende for det sydlige Grønland, bevæger sig nordpå.”

Den 47-årige inuit og hellefisker Johannes Mathæussen har været øjenvidne til forandringerne. Han bor i Ilulissat (grønlandsk for “isbjerge”), der har 4500 indbyggere og næsten lige så mange slædehunde og ligger 300 km nord for Polarcirklen. En overskyet dag sidst i juni tager vi af sted fra Ilulissats havn og sejler forbi en stor rejetrawler i Johannes Mathæussens 4,5 m lange, åbne jolle, som er typisk for grønlandske hellefiskere. Sommerfiskeriet går stadig godt, men vinteren er ved at blive et problem.

“For 20 år siden kunne man køre i bil over isen til Disko-øen om vinteren,” fortæller Johannes Mathæussen og peger på den store ø ca. 15 km ud for kysten. “Men i 10 af de seneste 12 år er bugten ikke frosset til om vinteren.” Dengang bugten stadig frøs til, riggede Johannes Mathæussen og andre fiskere deres hundeslæder til og tog på isfiskeri 15 km inde i fjorden. “Jeg var væk en dag og en nat og hentede 100-250 kg hellefisk hjem på min slæde. Nu er det farligt at fiske på fjorden om vinteren. Isen er for tynd.”

Johannes Mathæussen styrer sin jolle gennem en slugt i isen, som lige så stille er på vej til havs. De største isbjerge er 60 m høje, og undersiden skraber bunden 180 m nede. Hvert isbjerg har sin egen topografi af bakker, klipper, huler og floder med glatte, hvide flanker, som smeltevandet har poleret. Al isen kommer fra Jakobshavn Isbræ eller Sermeq Kujalleq, den “sydlige gletsjer”, der dræner 7 % af indlandsisen for vand og kælver flere isbjerge end nogen anden gletsjer på den nordlige halvkugle. (Det isbjerg, som fik Titanic til at synke, stammede formentlig herfra). I de seneste 10 år har Sermeq Kujalleq trukket sig mere end 15 km tilbage i fjorden. Det er Grønlands største turistattraktion – 19.375 mennesker kom og så den globale opvarmning i aktion her i 2008. Alligevel når turismen indtjeningsmæssigt slet ikke op på siden af fiskeriet, selv om det er Grønlands næststørste indtægtskilde. Sæsonen er kort, indkvarteringsmulighederne begrænsede, og rejsen dyr.

Måske er du interesseret i ...

Læs også