Erik den Røde lokkede nordboere med

Grønlands allerførste bekendtskab med presse­omtale fandt faktisk sted for 1000 år siden, da Erik den Røde og en lille flok vikinger kom dertil fra Island. Erik den Røde var blevet dømt fredløs, formentlig i tre år, fordi han havde dræbt en mand, som havde nægtet at returnere nogle lånte sædestolper.

10. juni 2010

Grønlands allerførste bekendtskab med presseomtale fandt faktisk sted for 1000 år siden, da Erik den Røde og en lille flok vikinger kom dertil fra Island. Erik den Røde var blevet dømt fredløs, formentlig i tre år, fordi han havde dræbt en mand, som havde nægtet at returnere nogle lånte sædestolper. I 982 gik han i land ved en fjord i nærheden af Qaqortoq, og den fjerde sommer vendte han tilbage til Island for at sprede budskabet om landet, han havde fundet, og som han ifølge Erik den Rødes Saga “kaldte Grønland, thi det vilde meget lokke Folk did, naar Landet havde et vakkert Navn”.

Erik den Rødes ublu reklamekampagne virkede. Ca. 4000 nordboere endte med at slå sig ned i Grønland. Deres dårlige rygte til trods var vikingerne i bund og grund bare bønder, som drog på opdagelse og hærgede og plyndrede lidt ved siden af. Ved de beskyttede fjorde i det sydlige og vestlige Grønland opdrættede de får og også noget kvæg, på samme måde som de grønlandske landmænd gør i dag ved de selvsamme fjorde. De byggede kirker og flere hundrede gårde. De handlede sælskind og hvalros-stødtænder for tømmer og jern fra Europa. Erik den Rødes søn, Leif den Lykkelige, drog omkring år 1000 ud fra en gård ca. 55 km nordøst for Qaqortoq og opdagede Nordamerika. Nordboernes bosættelser i Grønland holdt stand i mere end 400 år. Men så forsvandt de pludselig.

Disse seje, søfarende bønders hedengang er et foruroligende eksempel på de trusler, klimaforandringer udgør mod selv de mest rådsnare kulturer. Vikingerne koloniserede Grønland i en periode med usædvanligt høje temperaturer. Men omkring 1300 blev det meget koldere, og det blev en endnu større udfordring at bo der. Inuitterne var i mellemtiden kommet fra det nordlige Canada til Grønland, hvor de bevægede sig sydpå langs vestkysten, mens vikingerne bevægede sig nordpå, og de klarede sig langt bedre. (De fleste af nutidens grønlændere nedstammer fra disse inuitter samt fra danske missionærer og kolonister, som kom til Grønland i det 18. århundrede). Inuitterne medbragte hundeslæder, kajakker og andre uundværlige redskaber til jagt og fiskeri i det arktiske område. Nogle forskere hævder, at det slog fejl for nordboerne, fordi de hang uhjælpeligt fast i deres gamle skandinaviske livsstil. De forblev således stærkt afhængige af importerede husdyr i stedet for at udnytte de lokale ressourcer.

Nyere arkæologiske fund peger imidlertid på, at nordboerne også havde tilpasset sig godt til deres nye hjemstavn. Ifølge antropolog Thomas McGovern fra City University i New York arrangerede de årlige fællesjagter på spættede sæler, især da klimaet blev køligere, og husdyrene begyndte at dø. Desværre bukkede de spættede sæler også under. “Voksne spættede sæler kan overleve kolde somre, men det kan deres unger ikke,” siger Thomas McGovern. Nordboerne blev måske tvunget til at søge længere ud på det stormomsuste hav i jagten på andre sælarter.

“I dag mener vi, at nordboerne havde et højtudviklet socialt system, som omfattede meget arbejde for fællesskabet, men der var én stor svaghed – de fleste voksne var nødt til at deltage i sæljagten,” siger Thomas McGovern. “Hvis de mistede katastrofalt mange menneskeliv i forbindelse med bare én slem storm, kan det have været begyndelsen til enden for nordboerne i Grønland.” Inuitterne var formentlig mindre sårbare, fordi de sædvanligvis jagede i små grupper. “Det er langt mere kompliceret, end vi troede,” siger Thomas McGovern. “Tidligere gik historien bare på, at de tossede vikinger tog nordpå, kvajede sig og døde. Den nye historie er faktisk lidt mere skræmmende, fordi det ser ud til, at de var ganske veltilpassede, velorganiserede og gjorde mange ting rigtigt – og alligevel bukkede de under.”

Den sidste historisk dokumenterede begivenhed i nordboernes liv i Grønland er dog hverken en slem storm, hungersnød eller udvandring. Det er et bryllup, som stod i en kirke nær Hvalsey-fjordens udmunding, ca. 15 km nordøst for Qaqortoq. En stor del af kirken står stadig på en græsskråning under en knejsende granittinde.

En kølig sommermorgen i 2009 ligger disen som en florlet fane højt oppe på den østlige side af bjerget. Vildtvoksende, smalbladet timian med sarte, lilla blomster dækker jorden omkring den 800 år gamle kirke, der i dag kun har himlen som tag. Alle fire metertykke kvaderstensmure er intakte, og østmuren er over 5 m høj. Murene er tydeligvis bygget af folk, som havde til hensigt at blive i lang tid. Inden for murene er det ujævne underlag dækket af græs og fåregødning. Det var her, Thorstein Olafsson den 14. september 1408 giftede sig med Sigrid Bjørnsdottir. Brylluppet er nævnt i et brev, der blev sendt fra Grønland til Island i 1424. Det skete måske i forbindelse med en arvestrid, men brevet fortæller intet om ufred, sygdom eller antydninger af en forestående katastrofe. Det var det sidste, man hørte fra nordboerne i Grønland.

Måske er du interesseret i ...

Læs også