Verdens mest eftertragtede råvare

Intet stof har fristet og plaget den menneskelige fantasi mere end det blanke metal med atomtegnet Au. Gennem tusinder af år har ønsket om at eje guld drevet mennesker til yderligheder, udløst krige og erobringer, skabt riger og betalingsmidler og jævnet skove og bjerge med jorden. Guld er ikke afgørende for menneskers eksistens; faktisk har det relativt få praktiske anvendelser.

29. oktober 2009

Intet stof har fristet og plaget den menneskelige fantasi mere end det blanke metal med atomtegnet Au. Gennem tusinder af år har ønsket om at eje guld drevet mennesker til yderligheder, udløst krige og erobringer, skabt riger og betalingsmidler og jævnet skove og bjerge med jorden. Guld er ikke afgørende for menneskers eksistens; faktisk har det relativt få praktiske anvendelser.

Men dets vigtigste egenskaber – den usædvanlige vægtfylde og smedbarhed og den uforgængelige glans – har gjort det til en af verdens mest eftertragtede råvarer og et ophøjet symbol på skønhed, velstand og udødelighed. F.eks. insisterede faraoerne på at blive begravet i det, de kaldte for “gudernes kød”, og i 1849 strømmede guldgraverne i USA til Californien og skabte det amerikanske Vesten, mens finansfolk fulgte Isaac Newtons råd om at basere den globale økonomi på det: Gennem tiderne er guld blevet tillagt en næsten mytisk kraft i stort set alle samfund på jordkloden.

Man skulle tro, at menneskenes feberagtige kærlighed til guld ikke kunne overleve moderne tider. Kun få kulturer tror fortsat, at guld giver evigt liv, og alle verdens lande har – med USA som det sidste i 1971 – afskaffet guldfoden, som John Maynard Keynes kaldte “et barbarisk levn”.

Men guldets glans består i høj grad; globale kriser gør den ligefrem stærkere. Prisen for en ounce (knap 30 gram) guld var 271 dollar den 10. september 2001, i marts 2008 nåede den op på 1023 dollar, og den kan komme endnu højere op. Ud over at være en luksus er guld også ved at generobre sin rolle som en sikkerhed i usikre tider.

Guldets nylige opsving, der delvist blev udløst af terrorangrebet i USA i september 2001, er blevet forstærket af den faldende dollarkurs og nervøsitet over den globale økonomiske afmatning. I 2007 var efterspørgslen 59 % større end guldproduktionen. “Guld har altid haft en magisk tiltrækning,” siger Peter L. Bernstein, forfatter til The Power of Gold (Guldets magt). “Men det har aldrig været klart, om vi ejer guldet, eller guldet ejer os.”

Selv om der er stor interesse for nye investeringer med guld som sikkerhed, udgør smykker stadig to tredjedele af markedet, og den globale omsætning satte rekord i 2007 med 257,5 milliarder kr. I USA har aktivister ført en kampagne, No Dirty Gold (Nej til beskidt guld), der har fået mange store smykkekæder til at stoppe salget af guld fra miner, der behandler miljøet eller medarbejderne dårligt. Men den slags bekymrer ikke de lande med størst forbrug af guld, nemlig Indien, hvis hele kultur er besat af guld, og Kina, der overhalede USA i 2007 som verdens næststørste aftager af guldsmykker.

Guldet drager, men de menneskelige og miljømæssige omkostninger har aldrig været højere. En del af udfordringen – og fascinationen – er, at der er så lidt af det. I hele guldets historie er der kun fundet 161.000 ton, ikke engang nok til at fylde to 50 x 25 m svømmebassiner, og over halvdelen er udvundet i de sidste 50 år.

Verdens rigeste forekomster er snart ved at være tømte, og man finder sjældent nye. Væk er de 160 km lange guldårer i Sydafrika og guldklumper på størrelse med kirsebær i Californien. Det meste af det guld, der endnu ikke er udvundet, findes i små mængder i fjerne og sårbare egne, som lider under udvindingen. Men den risiko er der massevis af både mineselskaber og også enkeltpersoner, der er parate til at løbe.

I den ene ende af spektret er der hele hære af fattige migrantarbejdere, som søger til små miner som i La Rinconada – ifølge FN’s organisation for industriel udvikling (UNIDO) er der 10-15 millioner selvstændige guldgravere i verden, fra Mongoliet til Brasilien. De bruger primitive metoder, der stort set ikke har ændret sig i århundreder. De producerer omkring 25 % af verdens guld og forsørger 100 millioner mennesker. Det er en vigtig beskæftigelse for de mennesker – men den er livsfarlig.

I Congo (Kinshasa) har lokale bevæbnede grupper, der kæmper for kontrol over guldminer og handelsruter, i de sidste 10 år rent rutinemæssigt terroriseret og torteret guldgravere og brugt indtægterne fra guldet til at købe våben og finansiere deres aktiviteter. På det østlige Kalimantan i Indonesien har militæret sammen med sikkerhedsstyrker fra et engelsk-australsk guldselskab smidt små guldgraver-kollektiver ud med magt og brændt deres landsbyer for at gøre plads til storminedrift. Og i Cajamarca i Peru blev mange tusind mennesker, der demonstrerede mod en udvidelse af en mine, mødt med tåregas og politivold.

Men det dødbringende kviksølv er også et faremoment for guldgraverkollektiver. De fleste bruger kviksølv til at trække guldet ud fra malmen og skaber forurening med både giftige dampe og væsker. UNIDO anslår, at en tredjedel af alt det kviksølv, der ender i naturen, bliver udledt af selvstændige guldgravere. Det gør steder som La Rinconada til en slags omvendt Shangri-La: jagten efter det ædelmetal, der er forbundet med udødelighed, fremskynder tidspunktet for guldgravernes egen død.

I den anden ende af spektret er enorme åbne miner, der drives af verdens største mineselskaber. Ved hjælp af hele flåder af gigantiske maskiner producerer disse miner tre fjerdedele af verdens guld og sætter store fodaftryk i naturen. De kan også bringe job, teknologi og udvikling til fjerne egne. Men guldminedrift giver mere affald pr. vægtenhed udbytte end noget andet metal.

Det ufatteligt store misforhold kan belyses ved, at de gabende sår i jorden er så enorme, at de kan ses ude fra rummet, mens de partikler, der bliver udvundet i dem, er så mikroskopiske, at der i mange tilfælde kan være over 200 på et knappenålshoved. Selv i mønsterminer, som Newmont Mining Corporations Batu Hijau i det østlige Indonesien, hvor der er brugt 3 milliarder kr. på at afbøde miljøskaderne, kommer man ikke uden om guldminedriftens barske regnestykke. For at udvinde bare knap 30 gram guld her – så meget, som der typisk bruges til en vielsesring – skal der fjernes over 250 ton sten og malm.

Måske er du interesseret i ...

Læs også