Kerala, Indien: En atmosfære af guld

Guldsmykkerne kommer ud af fløjlsæskerne et efter et. Det er familiestykker, som den 23-årige indiske brud Nagavi altid har vidst, at hun skulle bære på sin bryllupsdag. Nagavis far ejer en kaffeplantage i den indiske delstat Karnataka, og hun er den ældste datter. Nagavi har altid været betaget af de bryllupper, der bringer to velhavende indiske familier sammen. Men først den morgen, hvor hun selv skal indgå et arrangeret ægteskab med en anden kaffeplantage-indehavers søn, indser hun, hvor ubeskriveligt smuk traditionen for at bære guld kan være.

29. oktober 2009

Guldsmykkerne kommer ud af fløjlsæskerne et efter et. Det er familiestykker, som den 23-årige indiske brud Nagavi altid har vidst, at hun skulle bære på sin bryllupsdag. Nagavis far ejer en kaffeplantage i den indiske delstat Karnataka, og hun er den ældste datter. Nagavi har altid været betaget af de bryllupper, der bringer to velhavende indiske familier sammen. Men først den morgen, hvor hun selv skal indgå et arrangeret ægteskab med en anden kaffeplantage-indehavers søn, indser hun, hvor ubeskriveligt smuk traditionen for at bære guld kan være.

Da Nagavi er gjort klar til sit bryllup, er den universitetsuddannede pige med en forkærlighed for jeans og T-shirt forvandlet til en indisk prinsesse, der stråler af guld. Det fint forarbejdede hovedsmykke af to et halvt kg guld er så tungt, at hendes hoved bliver trukket bagover. Tre guldhalskæder og en halv snes armringe danner modvægt. Klædt i en 5,5 m lang sari med indvævede guldtråde kæmper Nagavi for at holde balancen, mens hun langsomt går ud af barndomshjemmet og, som traditionen byder, tager afsked ved at kaste ris over sit hoved.

De guldskatte, Nagavi bærer – og de smykker og sarier, der ligger i bagagerummet af den firhjulstrækker, der skal føre hende til bryllups-lokalerne – er ikke en traditionel medgift. I denne kreds af kaffedyrkere omkring byen Chikmagalur anses det – i modsætning til i mange fattigere dele af landet – for upassende for brudgommens familie at stille konkrete krav. “Det her opfattes som min ‘andel’ af familieformuen,” siger Nagavi om guldsmykkerne, der er mange millioner kr. værd. Som ved ethvert andet indisk bryllup skal guldet også vise, hvilke værdier hun bringer ind i ægteskabet. “Med døtre må man begynde at spare guld op den dag, de bliver født. Det er vigtigt at få dem gift godt,” siger Nagavis far, C.P. Ravi Shankar.

Intet sted i verden er der så stærke traditioner omkring guld som i Indien. De én milliard indbyggere har en årlig gennemsnitsindkomst på 13.500 kr., men Indien har i flere årtier haft langt den største efterspørgsel på guld. I 2007 aftog Indien 773,6 ton guld, omkring en femtedel af verdensmarkedet og over dobbelt så meget som den næststørste aftager, Kina, med 363,3 ton og USA med 278,1 ton. Indien producerer meget lidt guld selv, men inderne har hamstret op imod 18.000 ton af det ædle metal – over 40 gange så meget, som der ligger i Indiens nationalbank.

Indernes guldmani skyldes ikke bare, at de elsker overdådighed, eller at den fremspirende middelklasse er blevet rigere. Guld spiller en vigtig rolle for både muslimer, hinduer, sikher og kristne ved næsten alle livets store begivenheder – først og fremmest ved bryllupper. Der indgås omkring ti millioner bryllupper i Indien om året, og med få undtagelser er guldet centralt både synsmæssigt og som symbol på det kulturbårne møde mellem familier og generationer. “Det ligger i vores dna,” siger butikschef K.A. Babu fra Alapatt guldsmedebutik i den sydvestlige by Cochin. “Guld betyder lykke.”

Det ser man tydeligst ved Akshaya Tritiya-festivalen om foråret, der ifølge hinduernes kalender er den gunstigste dag at købe guld. Denne ene dag køber inderne så mange guldsmykker – i 2008 var det 49 ton – at det langt overstiger, hvad der bliver købt på alle årets andre dage verden over, og det får tit guldprisen til at stige en smule.

Men resten af året ligger knudepunktet for guldhandel i Kerala. Det er en relativt velstående delstat på Indiens sydspids med kun 3 % af landets indbyggere, men 7-8 % af guldmarkedet. Det er en usædvanlig status for en egn, der har en af verdens eneste demokratisk valgte marxistiske regeringer, men det har historiske årsager.

Kerala var et vigtigt havneområde for krydderihandel og opdagede tidligt guldet: Romerne gav guldmønter for peber, kardemomme og kanel, og senere kom det med de forskellige koloniherrer, portugisere, hollændere og englændere. Men lokalhistorikere siger, at det var regionens oprør mod hinduernes kastesystem (ifølge hvilket de laveste kaster kun måtte pynte sig med slebne sten og knogler) og den efterfølgende massekonvertering til kristendom og islam, der gjorde guld til mere end en handelsvare: Det blev et stærkt symbol på selvstændighed og social opadstræben.

Men trods sin lange historie hungrer Kerala efter guld som aldrig før. Langs vejen fra lufthavnen til Cochin hænger store reklametavler med kvinder, der er pyntet med bryllupssmykker. Indiens største guldhandelskæder kommer alle fra Kerala, og der ligger 13 store udstillingslokaler med guld inden for 3 km på Cochins hovedgade Mahatma Gandhi Road. I overklassen og blandt yngre forbrugere i Mumbai og Delhi er guld muligvis ved at tabe terræn til mere diskrete – og dyrere – materialer som platin og diamanter.

Men selv om folk i Kerala er blevet rigere (takket være et stort antal gæstearbejdere i udlandet) og bedre uddannet (hele 91 % kan læse og skrive), holder de fast ved deres kærlighed til guldet. Medgift er officielt forbudt i Indien, men spiller alligevel en stor rolle ved de fleste bryllupper, og i Kerala er det meste af medgiften oftest guld.

“Vi vokser op i en atmosfære af guld,” siger redaktør Renjith Leen fra det landsdækkende nyhedsmagasin The Week, der har hovedkvarter i Cochin. Når et barn bliver født i Kerala, gnider bedstemoderen en guldmønt i honning og drypper lidt på barnets tunge, for det betyder lykke. Ved alle store begivenheder de første seks måneder, fra dåben til første gang, barnet spiser fast føde, får det gaver i form af guldsmykker: øreringe, halskæder eller kæder om maven. Og når barnet bliver tre år, tager et familiemedlem en guldmønt og tegner ord på barnets tunge for at give det gode talegaver.

Men ingen af disse ceremonier giver i sig selv et indtryk af, hvor gennemsyret den indiske økonomi er af guld. “Guld er grundlaget for vores økonomi,” siger K.A. Babu fra guldsmedebutikken. “Folk opfatter det som den bedste sikkerhed, og intet andet kan give så hurtige penge.”

Der er en gammel tradition i Indien for at hamstre guld til dårligere tider for hele familien. Der er også tradition for at pantsætte smykker i nødsituationer – og at købe dem tilbage senere. Bankerne fungerer stadig som lånekontorer. De forsøgte at indstille den praksis i 1990’erne, men det førte til optøjer og selvmord hos gældsplagede bankkunder, og regeringen beordrede dem til at fortsætte.

Men mange landmænd i Kerala foretrækker den hurtige og lette adgang til “private långivere” som den halvskaldede herre i halvfjerdserne, George Varghese, der arbejder hjemmefra tre timer syd for Cochin. George Varghese fortæller, at han handler med pantsat guld for omkring 2,5 millioner kr. om måneden, og det tal er højere i høsten og i bryllupssæsonen.

Det er næsten den perfekte forretning, for selv med renter, der kan nå op på 1% om dagen på kortfristede lån, er der kun meget få, der misligholder lånene. Ingen indere vil give slip på deres guld. “Selv da guldprisen nåede op på 5000 kr. for knap 30 gram, var der ingen, der solgte deres smykker eller mønter,” fortæller George Varghese. “Guldet fungerer som deres opsparing, og de stoler på, at den vil vokse.”

Men når guldprisen stiger, får fattige indiske familier sværere ved at skaffe det guld, de skal bruge til medgift. Selv om medgiften stadig har den sociale funktion, at den stiller brudens og brudgommens familier mere lige økonomisk, har de stigende guldpriser også ført til voldelige episoder. I nabostaten Tamil Nadu har begæret efter guld ført til vold (som regel er det brudgommens familie, der slår bruden, fordi hendes medgift ikke er stor nok) og aborter (i familier, der desperat prøver at undgå den økonomiske byrde, det er at få en datter).

Selv i Kerala må den fattige del af befolkningen sommetider bukke under for presset. Den 59-årige enke Rajan Chidambaram fra et slumkvarter i udkanten af Cochin fandt for nylig en ung mand til sin eneste datter på 27 år. Men brudgommens familie forlangte en medgift, der var alt for stor for hende: 25 guldmønter eller 200 gram guld (der for otte år siden kostede 8250 kr. og i dag over 26.000 kr.). Rajan Chi-dambaram er rengøringskone og har kun de to øreringe, hun selv går med.

Hun har haft en guldhalskæde, men den blev brugt til at betale hendes afdøde mands hospitalsregninger. “Jeg var nødt til at gå ind på brudgommens krav,” siger Rajan Chidambaram og tørrer tårerne væk. “Ellers ville min datter være nødt til at blive boende hjemme resten af sit liv.”

Det endte med, at en lokal långiver skaffede hende datterens medgift til brylluppet. Så nu behøver Rajan Chidambaram ikke skamme sig over sin ugifte datter, men til gengæld har hun en gældsbyrde, som hun måske skal betale tilbage på resten af sit liv.

Måske er du interesseret i ...

Læs også