Historien om den grønne sten

Da Nur Piah voksede op på den indonesiske ø Sumbawa, hørte hun om de enorme mængder guld, der lå begravet under bjergenes regnskov. Det var gamle sagn, indtil geologer fra et amerikansk selskab, Newmont Mining Corporation, opdagede en mærkelig grøn sten ved en inaktiv vulkan 12 km fra hendes hjem. Stenen var mosgrøn, fordi den indeholdt kobber, der til tider findes sammen med guld, og der gik ikke lang tid, før Newmont begyndte at etablere minen Batu Hijau, der betyder “grøn sten”.

29. oktober 2009

Da Nur Piah voksede op på den indonesiske ø Sumbawa, hørte hun om de enorme mængder guld, der lå begravet under bjergenes regnskov. Det var gamle sagn, indtil geologer fra et amerikansk selskab, Newmont Mining Corporation, opdagede en mærkelig grøn sten ved en inaktiv vulkan 12 km fra hendes hjem. Stenen var mosgrøn, fordi den indeholdt kobber, der til tider findes sammen med guld, og der gik ikke lang tid, før Newmont begyndte at etablere minen Batu Hijau, der betyder “grøn sten”.

Nur Piah var 24 år på det tidspunkt og svarede på en jobannonce fra Newmont. Hun tænkte, at hendes imødekommende væsen kunne skaffe hende et job som telefonpasser. Men da hun kom for at blive lært op, viste det sig, at hun skulle køre et Caterpillar 793-transportkøretøj, der er en af verdens største lastbiler. Den er 6 m høj og 13 m lang – større end hendes families hus. Alene hjulene var dobbelt så høje som hende. “Den vogn skræmte livet af mig,” husker Nur Piah. Det næste chok kom, da hun så selve minen. “De havde skrællet huden af jorden!” fortæller hun. “Jeg tænkte, det må være en meget stærk kraft, der kan gøre det.”

Ti år senere er Nur Piah selv en del af den kraft. Hun er mor til to og binder med et ærbart smil et lyserødt tørklæde om hovedet, før hun speeder Caterpillarens 2337-hk motor op og buldrer ned i minen. Hendes lastvogn er et af 111 køretøjer, der årligt transporterer næsten hundrede millioner ton sten væk fra minen. Og alle spor efter den 550 m høje vulkan, der havde ligget her i millioner af år, er væk nu. Hvor den engang lå, er der nu et 1500 m bredt hul, der når 105 m ned under havets overflade. Når minens åre er udtømt om ca. 20 år, vil minebunden ligge 450 m under havoverfladen. Men Nur Piah tænker ikke over miljøskaderne længere. “Jeg tænker kun på at få min løn,” siger hun.

Men der er én ting, som Nur Piah undrer sig over: i løbet af de i alt 10 år, hun nu har arbejdet i minen, har hun ikke en eneste gang set så meget som et glimt af guld. Mineingeniørerne finder guldet i de kobberforbindelser, det er bundet til. Ingen på Sumbawa ser nogen sinde den skjulte skat, der har forvandlet deres ø, fordi guldet bliver sendt i kobberkoncentrat til oversøiske smelteovne.

De stigende guldpriser og udtømningen af lejerne i USA, Sydafrika og Australien får verdens største guldmineselskaber til at lede efter guld i alverdens afkroge. Et af de mest ekspanderende er minedriftgiganten Newmont fra Denver, der nu driver åbne guldminer på fem kontinenter fra Ghanas lavland til Perus bjergtoppe.

Newmont er blevet lokket af fordelene ved at operere i udviklingslande, hvor der er lavere omkostninger, højere udbytte, færre regler, og har skabt titusindvis af nye job i fattige egne. Men selskabet er også blevet kritiseret for alt fra ødelæggelser af naturen til tvangsflytning af landsbyer. Ved Batu Hijau-minen, hvor Nur Piah arbejder og Newmont har aktiemajoriteten og er eneansvarlig for driften, har selskabet svaret igen ved at optrappe indsatsen for lokal udvikling og miljøprogrammer – og affejet kritikerne. “Hvorfor råber aktivister op tusindvis af kilometer væk, mens ingen i nærheden af minen beklager sig?” spørger Batu Hijaus pressechef Malik Salim. “Guld gør folk tossede.”

De fleste på Sumbawa er bønder og fiskere, der bor i træhytter på pæle og stort set intet kender til den moderne verden. Men inde på Batu Hijaus område midt i junglen har Newmont skabt en forstad efter amerikansk forbillede, hvor omkring 2000 af minens 8000 medarbejdere bor.

Langs de fint asfalterede gader ligger en bank, en international skole og endda en tv-station, der producerer Newmonts egen tv-kanal. Her kører familier i firhjulstrækkere til “gratis pizza”-aften på en restaurant med udsigt til en velplejet golfbane, og længere henne ad gaden ligger en sportshal.

De højere priser og avancerede teknikker gør det rentabelt at udvinde mikroskopiske guldkorn. For at skille guld fra kobber i malmen fra Batu Hijau bruger Newmont en avanceret flotationsteknologi, der er giftfri i modsætning til den potentielt giftige cyanidudtrækning, som Newmont bruger i nogle af sine andre miner.

Men ingen teknologi kan få de enorme bunker affald, minedriften skaber, til at forsvinde med et trylleslag. Det tager mindre end 16 timer her at producere flere ton affald end alle de ton guld, der nogen sinde er udvundet. Der er to typer af affald: stenmateriale, der bliver hobet op i fladtoppede bjerge rundt om i det, der engang var en uberørt regnskov, og giftigt spildevand, som Newmont leder ned til havbunden.

Metoden med at lede spildevand ud i havet er forbudt i de fleste industrialiserede lande, fordi tungmetallerne er skadelige for havmiljøet, og Newmont gør det kun i Indonesien. For fire år siden rejste en indonesisk domstol tiltale mod et af Newmonts datterselskaber – og fængslede oven i købet fem af dets ansatte i en måned – fordi de havde pumpet forurenende stoffer ud i havet ved den nu nedlagte Buyat Bay-mine på øen Sulawesi.

Newmont blev frikendt for alle sigtelser i 2007. Trods kritikernes påstand om, at domstolen gav efter for pres fra mineindustrien, forsvarer Newmont sin praksis med at udlede spildevand ved Batu Hijau. “Det ville være billigere at deponere affaldet på land, men mere skadeligt for miljøet,” argumenterer driftschef Rachmat Makkasau fra Batu Hijau. Spildevandet fra Batu Hijau bliver ledt ud i havet 3,4 km ud for kysten i 125 m’s dybde, hvor havbunden skråner stærkt nedad, så det bliver ført mere end 3000 m ned. “Vi kontrollerer spildevandet, rørene og havbunden nøje,” siger Rachmat Makkasau. “I den dybde går det kun ud over nogle ‘havinsekter’.”

Dybhavet har måske ikke så mange forkæmpere, men det har regnskoven. Og det kan være en af grundene til, at det er Batu Hijaus affaldsbjerge, snarere end spildevandet, der giver konflikter med den indonesiske regering.

Newmonts miljøafdeling – nu med 87 medarbejdere – betoner, at selskabet gør en indsats for at give bunkerne af stenaffald tilbage til naturen ved at dække dem med 3 m jord og lade junglen slå rod. Men man kan selvfølgelig ikke genskabe uberørt regnskov, og Newmont har endnu et problem: Efter 10 års drift har det snart ikke plads til mere affald fra Batu Hijau. For tre år siden søgte selskabet om lov til at rydde yder-ligere 320.000 m² regnskov.

Men endnu har Jakarta ikke givet tilladelsen, fordi miljøfolkene påpeger, at den lille gultoppede kakadue næsten er forsvundet på Sumbawa. På grund af pladsproblemerne sidder Batu Hijaus transportkøretøjer fast i trafikken, og det gør minedriften mindre effektiv. Hvis Newmont ikke snart får lov til at inddrage mere regnskov, bliver det nødt til at afskedige flere hundrede indonesiske medarbejdere, advarer det.

Den komplicerede situation viser en overraskende uoverensstemmelse mellem Newmont og de før så velvillige indonesiske værter. Batu Hijau skulle være en mønstermine, og Newmont praler gerne med alle fordelene: Næsten 2 milliarder kr. betalt i skatter og afgifter i 2007, over 8000 job til indonesere og angiveligt 3 milliarder kr. til at afbøde miljøskader. Og så er der de over 15 millioner kr., Newmont årligt bruger på udvikling lokalt. Det er måske småpenge i forhold til selskabets årlige indtægter, men det har givet de fem tættest beliggende landsbyer elektricitet, sundhedsklinikker, vandingsanlæg, og det har sat gang i landbrugsprojekter.

Men det er ikke alle i lokalbefolkningen, der er taknemlige. Uden for de fem landsbyer, der modtager støtte, har minen ikke skabt meget andet end misundelse (fordi de, der ikke har job i minen, er forbitrede på dem, der har) og frustration (fordi mineselskabets lønninger presser leveomkostningerne i vejret). Vreden blussede f.eks. op i 2006, da hærværksmænd brændte en lejr ned på det østlige Sumbawa, hvor Newmont var ved at undersøge mulighederne for at etablere endnu en mine.

Lokal- og provinsregeringerne har fået mere magt siden diktator Suhartos fald i 1998, og nu begynder de at gøre sig gældende. I samarbejde med indonesiske erhvervsinteresser prøver de at få andel i minerne og indflydelse på fordelingen af indtægter. “Vi havde ingen kontrol over vores liv, da de kontrakter blev indgået under Suharto,” siger det lokale byrådsmedlem Manimbang Kahariyai. “Vi må værne om vores fremtid. Hvad vil der være tilbage af vores natur, når minen er udtømt?”

Nur Piah sidder i sit nye hus i landsbyen Jereweh og er mere optaget af nutiden end af fremtiden. “Der er så mange, der er afhængige af mig,” siger hun. Hendes mand tjener lidt som tømmerhandler, men Nur Piahs løn – omkring 3250 kr. om måneden – har dækket udgifterne til deres toetagers betonhus.

Så det er måske af taknemlighed, at hun har hængt et stort maleri af den gule Caterpillar 793 på væggen. Men Nur Piahs job er også udfordrende. Det er særlig hårdt at skulle manøvrere den enorme lastvogn på en 12-timers arbejdsdag, når kraftigt regnvejr har gjort minens skrånende veje glatte, fortæller hun. Men efter en lang dag sidder hun nu og smiler fornøjet, mens hendes seksårige datter falder i søvn på hendes skød. Pigens mellemnavn er Higrid, der på indonesisk betyder “rigmalm”, den bedste i minen.

Måske er du interesseret i ...

Læs også