Held er det eneste, man kan håbe på

Men det virkelig nådesløse lotteri for områdets guldgravere og deres familier er kampen for at overleve på et sted, der er så farligt og udplyndret. Den forventede levealder i La Rinconada er kun 50 år, 21 år lavere end landsgennemsnittet. Der sker jævnligt mineulykker med dødelig udgang, og det skyldes ofte primitive sprængstoffer, som er lagt i hænderne på uerfarne eller berusede guldgravere. Og hvis de ikke dør af eksplosioner, dør de måske af kulilte.

29. oktober 2009

Men det virkelig nådesløse lotteri for områdets guldgravere og deres familier er kampen for at overleve på et sted, der er så farligt og udplyndret. Den forventede levealder i La Rinconada er kun 50 år, 21 år lavere end landsgennemsnittet. Der sker jævnligt mineulykker med dødelig udgang, og det skyldes ofte primitive sprængstoffer, som er lagt i hænderne på uerfarne eller berusede guldgravere. Og hvis de ikke dør af eksplosioner, dør de måske af kulilte.

Peru har strenge love om sikkerhed i minerne, men der er ikke meget opsyn i La Rinconada. “Af de 200 mineselskaber her er der kun fem, der kræver, at minearbejderne er iført hele sikkerheds-udstyret,” fortæller sikkerhedsingeniør Andrés Paniura Quispe, der arbejder for et af de få selskaber, der holder en høj standard, men alligevel kræver af minearbejderne, at de selv køber deres sikkerhedsudstyr.

Guldgraverne tager livsfaren med eftertænksom skæbnetro. Lokalbefolkningen siger: “Al labor me voy, no sé si volveré” – “Jeg går på arbejde, jeg ved ikke, om jeg kommer hjem igen.” Et dødsfald i minen regnes faktisk for at være et godt varsel for de overlevende. Man har foretaget menneskeofringer i Andesbjergene i århundreder, og de anses stadig for at være den højeste form for offer til bjergguden.

De lokale er overbevist om, at den kemiske proces, der sker, når bjerget absorberer en menneskehjerne, bringer guldmalmen tættere på overfladen, så den bliver lettere at få fat i. Men guderne kan bestemt ikke være glade for, at naturen er blevet så forgiftet i La Rinconada. Det urensede spildevand og skrald i de tætbefolkede gader er småting i forhold til de mange ton kviksølv, der bliver udledt, når guldet skal udtrækkes fra malmen.

UNIDO anslår, at der i minekollektiverne bliver udledt 2-5 gram kviksølv for hvert gram udvundet guld. Det er rystende tal i betragtning af, at kviksølvforgiftning kan give alvorlige skader på centralnervesystemet og alle vigtige organer. Ifølge peruvianske miljøforkæmpere forurener kviksølvet fra La Rinconada og den nærliggende mineby Ananea floder og søer helt ned til Titicaca-søen 250 km derfra.

Miljøødelæggelserne går hårdest ud over dem, der bor omkring La Rinconada. Rosemerys far, Esteban Sánchez Mamani, har arbejdet her i 20 år, men han går sjældent ned i minerne længere, fordi kronisk sygdom har tappet ham for kræfter og givet ham forhøjet blodtryk. Esteban Sánchez Mamani ved ikke rigtig, hvad han lider af. Han har kun været til læge én gang og fik ikke noget entydigt svar, men han tror, det skyldes miljøforurening.

“Jeg ved, at minerne har kostet mig mange leveår,” siger Esteban Sánchez Mamani. Hans krumbøjede skikkelse får ham til at se betydeligt ældre ud end de 40 år, han er. “Men det er det eneste liv, vi kender til,” siger han.

Nu er familien afhængig af den malm, Esteban Sánchez Mamanis kone Carmen slæber ned fra bjerget. Han sidder som regel på gulvet i familiens stenhytte og slår stenene i mindre stykker og lægger stumper med guldstøv i en blå kaffekop. Rosemery sidder på en sæk ris og laver lektier, mens hun bestormer husets gæst med spørgsmål om livet uden for La Rinconada: “Tygger I koka i dit land? Har I alpakaer?” Selv om hun kun går i 1. klasse, ved hun, at hun gerne vil være bogholder og bo i USA. “Jeg vil langt væk herfra,” siger hun.

Rosemery følger med, når hendes far går op til ejeren af en lille knusemaskine med sine to sække malm, som udgør ugens udbytte. Det er evindelig rutine, men hver gang håber Esteban Sánchez Mamani, at den store gevinst skulle være hjemme. Eller at der i det mindste er nok guld til, at de to børn kan fortsætte i skolen. “De skal have en uddannelse, så de kan komme væk herfra,” siger Esteban Sánchez Mamani, der ikke selv er blevet færdig med 7. klasse.

Far og datter står sammen og ser ejeren udføre den urgamle kunst. Med bare hænder skvulper han flydende kviksølv rundt i et træfad for at trække guldet ud af stenen og smider de kviksølvholdige rester i et vandløb bag skuret. 9 m længere nede fylder en ung pige en plastflaske med det forurenede vand. Men inde i skuret er alles øjne rettet mod den sølvglimtende kugle, der samler sig: Under kviksølvet befinder der sig en ukendt mængde guld.

Esteban Sánchez Mamani stopper guldkuglen i lommen og trasker op ad bakken til en butik, der køber guld. Guldkøbmanden, der er en af mange hundrede i byen, brænder kviksølvet af med en blæselampe, og de giftige dampe siver gennem et udledningsrør op i den kolde, tynde luft. Mens købmanden arbejder, vandrer Esteban Sánchez Mamani frem og tilbage med den slidte, grå kasket i hånden.

Efter 10 minutter kommer der en lille guldkugle til syne i flammen. Esteban Sánchez Mamani rynker brynene. Den vejer ikke mere end 1,1 gram. Købmanden tager et par sedler fra et bundt og rækker med et skuldertræk Esteban Sánchez Mamani et beløb, der, når knusemaskinens ejer har fået sit, bliver til mindre end 100 kr. til familien. “Bedre held næste gang,” lyder der fra købmanden.

Måske næste måned, eller næste igen. Esteban Sánchez Mamani ved godt, at når man prøver at tjene til livets ophold på en gletsjer, er held det eneste, man kan håbe på.

Måske er du interesseret i ...

Læs også