Guldgraverne

Rosemery Sánchez Condori er kun ni år gammel, men hendes hænder er brune som gammelt læder. Det er det, der sker, når en pige står i solen i Andesbjergene og hamrer sten i stykker. Siden Rosemerys far blev syg i La Rinconadas miner for otte år siden, har hendes mor samlet sten ved minerne 11 timer om dagen og knust dem for at finde små guldkorn, der ellers er blevet overset. På skolefridage hjælper Rosemery sommetider sin mor på bjerget. Det er ganske vist børnearbejde, men for en pige, hvis familie lever fra hånden i munden, er det også noget, man kan være stolt af.

29. oktober 2009

Rosemery Sánchez Condori er kun ni år gammel, men hendes hænder er brune som gammelt læder. Det er det, der sker, når en pige står i solen i Andesbjergene og hamrer sten i stykker. Siden Rosemerys far blev syg i La Rinconadas miner for otte år siden, har hendes mor samlet sten ved minerne 11 timer om dagen og knust dem for at finde små guldkorn, der ellers er blevet overset. På skolefridage hjælper Rosemery sommetider sin mor på bjerget. Det er ganske vist børnearbejde, men for en pige, hvis familie lever fra hånden i munden, er det også noget, man kan være stolt af. “Sidste år fandt jeg to gram guld,” fortæller Rosemery næsten overstadigt. “Det var nok til, at jeg kunne købe skolebøger og uniform.”

I guldminekollektiver over hele Jorden er det et familieforetagende at lede efter guld. Af verdens 10-15 millioner selvstændige guldgravere anslås det, at 30 % er kvinder og børn. På bjerget over La Rinconada forsvinder mændene ned i minerne, mens deres koner sidder ved stenbunkerne og svinger de 2 kg tunge hamre rytmisk. Kvinderne i de traditionelle lange nederdele og bowlerhatte har ingen børnepasning, men de har brug for den ekstra indtægt, så de tager nogle gange børnene med.

Det er usikkerheden ved minernes lotterisystem – og svigefuldheden hos mange af mændene – der tvinger kvinderne op på bjerget. Så ved de i det mindste, at de 6-8 gram guld, de finder hver måned (til en værdi af ca. 1000 kr.), går til familien og ikke til de snuskede barer og bordeller, der ligger side om side i luderkvarteret.

Intet andet end guld, der er årsag til så meget længsel og fordærv, kunne have skabt et sted med så store modsætninger som i La Rinconada. Bosættelsen ligger svært tilgængeligt og ugæstfrit i 5100 m’s højde – selv ilt er en mangelvare – og alligevel vokser byen forbløffende hurtigt. Hvis man nærmer sig fra højsletten, ser man først et glimt af hustage under en storslået gletsjer, der ligger draperet som et brudeslør over bjerget.

Så kommer stanken. Det er ikke bare det affald, der er smidt ned ad bjergskråningen, men også alt det skrald og industriaffald, der hober sig op i byens gader. Men selv om La Rinconada er vokset – antallet af miner, der gennemhuller gletsjeren, er steget fra 50 til omkring 250 på seks år – er her kun få bekvemmeligheder: ingen kloakering, ingen renovation, ingen forureningskontrol, intet postvæsen, ikke engang en politistation. Den nærmeste politistation, som har en håndfuld betjente ansat, ligger en time nede ad bjerget. La Rinconada er et sted, der helt bogstaveligt er hævet over loven.

La Rinconcadas hektiske vækst skyldes et sammenfald af flere ting: stigende guldpriser, og så at den fik elektricitet i 2002. Nu bruger guldgraverne trykluftbor såvel som hammer og mejsel. Traditionelle foddrevne stenknusere er blevet erstattet af små elektriske knusemaskiner. Elektriciteten har ikke gjort minedriften renere, tværtimod, der bliver ledt mere kviksølv og andre giftstoffer ud i naturen end nogen sinde tidligere.

Men næsten alle er enige om, at der aldrig er blevet udvundet så meget guld i La Rinconada som nu. Vurderingerne varierer fra 2 til 10 ton om året til en værdi af mellem 300 millioner og 1,5 milliarder kr. Men ingen ved det med sikkerhed, for meget af guldet her eksisterer slet ikke officielt.

Perus ministerium for energi og minedrift overvåger guldproduktionen nøje, og det er med god grund: Guld er Perus største eksportvare, og landet er nu blevet verdens femte- største producent af det ædle metal. Den nuværende produktion på 187,5 ton er mere end otte gange så stor som i 1992.

Men ministeriet har ikke noget kontor i La Rinconada, og de lokale siger, at guldet fra minerne ikke bliver talt nøjagtigt med, hvilket delvist skyldes, at mineejerne rutinemæssigt underrapporterer for at undgå beskatning. “Vi er alle fallit!” griner en af dem. “Det siger vi i hvert fald.”

En del af den ubearbejdede malm forsvinder også. I en guldbutik i byen indrømmer en 19-årig guldgraver, der hedder Leo, muntert, at de 1,9 gram guld, han er ved at veksle til kontanter, stammer fra sten, han har hugget fra et lager, som hans far angiveligt bevogter.

“Vi gør det fire-fem gange om ugen og deler fortjenesten,” fortæller Leo. “Der er ingen, der opdager, at der mangler sten.” Mange af guldgraverne i La Rinconada eksisterer heller ikke officielt. Der er ingen lønningslister – kun poserne med sten – og nogle mineejere gider ikke engang skrive arbejdernes navne ned. Cheferne kan blive ganske rige af den form for slavebinding.

Direktøren for en af de større miner i La Rinconada siger, at minens udbytte er 50 kg hver tredje måned – det giver guld for over 25 millioner kr. om året. Hans arbejdere får, via deres månedlige cachorreo, gennemsnitligt 10 gram guld eller omkring 15.000 kr. om året. Trods det misforhold gør minearbejderne ikke oprør; de lader faktisk til at foretrække den lille chance for den store gevinst en gang om måneden i minen frem for visheden om lav løn og kronisk fattigdom som bønder. “Det er et ondt lotteri,” siger Juan Apaza, guldgraveren med guldtanden på gletsjeren. “Men det giver os da håb.”

Måske er du interesseret i ...

Læs også