Guldets pris

Andre betaler prisen for vores skønhed – og den har aldrig været højere! Læs artikel og se billedgalleri.

29. oktober 2009 af Brook Larmer

Juan Apaza er som mange af sine inka-forfædre besat af guld. Den 44-årige guldgraver kravler ned i en iskold tunnel 5100 m oppe i de peruvianske Andesbjerge og propper en rulle kokablade i munden for bedre at kunne udholde den uundgåelige sult og træthed. Juan Apaza slider og slæber 30 dage om måneden uden løn langt nede i denne mine under en gletsjer over verdens højest beliggende by, La Rinconada.

I 30 dage udsætter han sig for de farer, mange andre guldgravere er døde af – eksplosioner, giftige dampe, tunnelsammenbrud – for at udvinde det eftertragtede guld. Alt det gør Juan Apaza uden løn for at kunne være med i dag, den 31. dag, hvor han og de andre guldgravere får en enkelt arbejdsdag på fire timer eller måske lidt mere til at slæbe af sted med så meget malm, som deres trætte skuldre kan bære. Det er det ældgamle lotterisystem, cachorreo, der stadig er udbredt i Andesbjergene og gør det ud for en lønningscheck: en sæk sten, der måske indeholder en lille formue i guld eller, langt oftere, næsten ingenting.

Juan Apaza venter stadig på, at heldet skal tilsmile ham. “Måske bliver det i dag,” erklærer han og griner, så en enkelt guldtand kommer til syne i hans mund. For at forbedre sine chancer har guldgraveren allerede “betalt moder jord”: Han har stillet en flaske pisco, som er den lokale brændevin, ved indgangen til minen; han har lagt et par kokablade under en sten, og for et par måneder siden fik han en åndemaner til at ofre en hane på den hellige bjergtop. Nu går han ind i minegangen, mens han fremmumler en bøn på det lokale quechua-sprog til den gud, der hersker over bjerget og alt guldet derinde.

“Det er vores Tornerose,” siger Juan Apaza og nikker hen imod en blød kurve i sneen højt oppe over minen. “Uden hendes velsignelse ville vi aldrig finde noget guld. Vi ville nok ikke engang slippe levende ud.”Det er ikke ligefrem et El Dorado. Men i mere end 500 år har de glimtende årer under gletsjerisen i Peru 5 km over havet lokket mennesker hertil. Blandt de første, der kom, var inkaerne, der mente, at det evigt skinnende metal var “solens sved”; senere tørstede spanierne så meget efter guld og sølv, at de drog ud for at erobre den nye verden.

Men først i dag, hvor guldprisen er steget så voldsomt – nemlig 235 % i de sidste otte år – er 30.000 mennesker strømmet til La Rinconada og har forvandlet den ensomme guldgraverlejr til en lurvet barakby på toppen af bjerget. Held og fortvivlelse har skabt et ingenmandsland, der er ved at bukke under for byrden af giftigt affald og lovløshed.

Her myldrer med fantaster og fidusmagere, der drømmer om at blive rige, selv om det betyder, at de ødelægger både naturen og deres helbred. Det lyder måske temmelig middelalderligt, men det, der foregår i La Rinconada, er et helt igennem moderne fænomen: Vi taler om det 21. århundredes guldfeber.

Måske er du interesseret i ...

Læs også