“Nogle gletsjere forsvinder helt”

Selv om forskerne diskuterer, hvor hurtigt og hvorfor isen trækker sig tilbage, benægter de færreste, at den gør det. Og de mener, at vi endnu ikke har set det værste. Jo flere mørke områder, der bliver blotlagt, fordi isen smelter, desto mere solskin suger de til sig i stedet for at reflektere det, og det får temperaturerne til at stige hurtigere. (Nogle klimaforskere mener, at dette varmekredsløb kan forstærke den asiatiske monsun og give voldsommere storme og oversvømmelser på steder som Bangladesh og My­anmar).

26. april 2010

Selv om forskerne diskuterer, hvor hurtigt og hvorfor isen trækker sig tilbage, benægter de færreste, at den gør det. Og de mener, at vi endnu ikke har set det værste. Jo flere mørke områder, der bliver blotlagt, fordi isen smelter, desto mere solskin suger de til sig i stedet for at reflektere det, og det får temperaturerne til at stige hurtigere. (Nogle klimaforskere mener, at dette varmekredsløb kan forstærke den asiatiske monsun og give voldsommere storme og oversvømmelser på steder som Bangladesh og Myanmar). Hvis den nuværende tendens holder, mener kinesiske forskere, at 40 % af gletsjerne på plateauet kan være forsvundet i 2050.

“Det er uundgåeligt, at nogle gletsjere forsvinder helt,” siger glaciolog Yao Tandong fra det kinesiske institut for forskning i Det Tibetanske Plateau. “Og det vil føre til en økologisk katastrofe.”

De mulige virkninger rækker langt videre end til gletsjerne. På Det Tibetanske Plateau, især på dets tørre nordside, mærker folk allerede det varmere klima. Græsgangene og vådområderne nedbrydes, og den permafrost, der forsyner dem med smeltevand forår og sommer, trækker sig tilbage til højderne. Tusindvis af søer er tørret ud. Nu er cirka en sjettedel af plateauet dækket af ørken, og nogle steder lægger sandklitterne sig hen over højlandet som bølger i et gult hav. De hyrder, der havde gode tider her engang, er ved at løbe tør for steder at tage hen.

Langs plateauets sydside er der omvendt mange samfund, der kæmper med for meget vand. I bjergbyer som Mingyong har smeltevandet fra gletsjerne fået floderne til at stige, og det har haft en kærkommen bivirkning: større arealer at dyrke og længere dyrkningssæson. Men den slags fordele gemmer ofte på større omkostninger. I Mingyong har stigende smeltevand eroderet jorden; andre steder har det overskydende smeltevand fået skylden for, at der oftere sker oversvømmelser og jordskred.

I bjergene fra Pakistan til Bhutan er der opstået tusindvis af gletsjersøer, men mange er formentlig ustabile. Imja Tsho, der ligger i 5000 meters højde på vejen til Island Peak i Nepal, hører til de farligste. Denne sø fandtes ikke for 50 år siden. I dag bugner den af smeltevand og er 1,6 km lang og 90 m dyb. Hvis den nogensinde bryder gennem væggen af løs moræne, vil den drukne sherpalandsbyerne i dalen nedenfor.

Denne situation – for meget vand, for lidt vand – beskriver i korthed den kurs, krisen som helhed vil tage. Selv om de smeltende gletsjere giver en overflod af vand på kort sigt, varsler de et skræmmende slutspil: At Asiens største floder i sidste ende tørrer ud. Ingen kan forudsige, præcis hvornår gletsjernes tilbagetrækning vil medføre et brat fald i mængden af smeltevand. Om det sker om 10, 30 eller 50 år, afhænger af lokale forhold, men følgeskaderne over hele området kan blive overvældende. Ud over akut knaphed på vand og elektricitet forudsiger eksperterne et styrtdyk i fødevareproduktionen og omfattende folkevandringer på grund af økologiske forandringer, og endda væbnede konflikter mellem Asiens stormagter.

Nomadeteltet ligger som en hvid prik på et lærred af grønt og brunt. Der er ingen andre tegn på menneskeliv på denne slette i 4270 meters højde, som synes at fortsætte til verdens ende. Da køretøjet bumler og skramler hen mod teltet, kommer der to unge mænd ud – deres lange, sorte hår står vandret i blæsten. Ba O og hans bror Tsering tilhører en ubrudt linje af tibetanske nomader. I mindst 1000 år har nomadefamilierne hver sommer ledt deres dyr på græs ved udspringet af de to store floder Chang Jiang og Huang He.

Inde i teltet smider Ba Os kone tørrede kokasser fra yakokser på ilden, mens hendes fireårige søn leger med en spole fåreuld. Familiens matriark, Lu Ji, kærner yakoksemælk til ost, mens hun rokker frem og tilbage i en hypnotisk rytme. Bag hende står der to slidte tibetanske kister med et lille buddhistisk alter ovenpå: en rød bedemølle, et par plettede tibetanske tekster og flere lys af yakoksesmør, hvis flamme aldrig får lov til at gå ud. “Vi har altid gjort tingene på den måde,” siger Ba O. “Og det ønsker vi ikke at lave om på.”

Men måske er det for sent. Græsgangene forsvinder, efterhånden som årtier med stigende temperaturer – foruden overgræsning – forvandler prærie til ørken. Vandhullerne tørrer ud, og i stedet for at flytte sig et lille stykke for at finde sommergræsning til dyrene må Ba O og hans familie nu vandre omkring 50 km over højsletten. Og selv dér er græsset sparsomt. “Før voksede det så højt, at et får kunne forsvinde i det,” siger Ba O. “Nu når det dem ikke engang over klovene.” Familiens hjord er skrumpet ind fra 500 til 120 dyr. Næste skridt synes uundgåeligt: at sælge de sidste husdyr og flytte ind i en af statens genhusningslejre.

Over hele Asien er svaret på de klimaskabte trusler for det meste kommet langsomt og gradvist, som om regeringerne helst vil overlade opgaven til de industrialiserede lande, der sendte drivhusgasserne op i atmosfæren til at begynde med. Der er dog undtagelser. I Ladakh, et knastørt område i Nordindien og Pakistan, der er helt afhængigt af smeltevand og sne, har en pensioneret civilingeniør ved navn Chewang Norphel bygget “kunstige gletsjere” – simple stensætninger, der holder på og nedfryser smeltevandet fra gletsjerne om efteråret, så det kan bruges i vækstsæsonen i det tidlige forår. Nepal er ved at udvikle et system til fjernovervågning af, hvornår gletsjersøer er i fare for at gå over deres bredder, såvel som teknologi til at tømme dem. Selv på steder, der er truede af ødelæggende oversvømmelser under monsunen, såsom Bangladesh, er der etableret “flydende skoler” i deltaet, så børnene kan fortsætte med at lære noget – om bord på både.

Kina, der har mindre vand end Canada, men 40 gange så mange indbyggere, har dog iværksat en storstilet kampagne. I den vidtstrakte ørken i regionen Xinjiang lige nord for Det Tibetanske Plateau har kineserne planer om at bygge 59 reservoirer, der skal opfange og holde på gletsjersmeltevand. Over hele Tibet er der opstillet artilleribatterier, der kan sende sølvjodid op mod skyerne og fremkalde regn. I Qinghai har styret afspærret nedslidte græsningsarealer i håb om, at de kan komme sig ved at blive plejet. I områder, hvor græsjorden allerede er forvandlet til ørkenkrat, er der rullet trådhegn ud over de sidste rester af planteliv for at forhindre dem i at blæse væk.

Langs vejen ved byen Madoi ligger der to rækker nybyggede huse. Det er en genhusningsby for tibetanske nomader, og den indgår i et omfattende og kontroversielt program for at lette presset på græsjorden omkring udspringet af Kinas tre største floder – Chang Jiang, Huang He og Mekong – hvor næsten halvdelen af Qinghaiprovinsens 530.000 nomader tidligere har boet. Titusinder af nomader her har måttet opgive deres levevej, og mange flere vil følge efter – måske også Ba O.

De statsstøttede huse er solide, og beboerne får et mindre beløb i understøttelse hvert år. Trods det siger Jixi Lamu, en 33-årig kvinde i traditionel, broderet dragt, at hendes familie er fastlåst i en tilstand, hvor de er afhængige af tilskud fra det offentlige. “Vi har brugt de 400 dollar (2000 kr.), vi havde tilovers fra salget af vores dyr,” siger hun. “Der var ingen fremtid med hjordene, men der er heller ingen fremtid her.” Hendes mand er taget væk for at søge arbejde som ufaglært. I husets eneste rum sidder hendes mor på sengen med sin bedekæde mellem fingrene. Der står et buddhistisk alter i den anden ende af rummet, men lysene er brændt ned.

Det er endnu ikke midt på dagen i Delhi, der ligger blot 290 km syd for Himalayas gletsjere og har 16 millioner indbyggere. Men i de smalle gyder i Nehru Camp, der er et af byens slumkvarterer, har den hede nordindiske sommer allerede sendt temperaturen op over 40°. Chaya på 25, der er gift med en spåmand, har brugt syv timer på at deltage i den indædte kamp om vand, der selv i dag sætter rammen for tilværelsen i denne vildtvoksende storby – og giver et varsel om, hvad det sandsynligvis vil medføre, at vandet og isen forsvinder i Tibet.

Chayas dag begyndte længe før solopgang, da hun og hendes fem børn spredte sig ud i mørket med plasticdunke i forskellige størrelser. Efter daggry gik der rygter om en hane med rindende vand, og det sendte hende hæsblæsende gennem slummens smalle stræder. Nu er hun taget hjem for at hvile et øjeblik. Hendes dunke er stadig tomme, og solen brænder. På et spørgsmål om, hvorvidt hun har fået noget at spise i dag, ler hun: “Vi har ikke engang fået te endnu.”

Pludselig lyder der råb – nogen har set en vandvogn. Chaya springer op og kaster sig ud i strømmen af mennesker på gaden. En halv snes drenge myldrer op på en blå tankvogn, stikker slanger i og tapper vandet ud. Nedenfor kæmper råbende kvinder for at komme i stilling med deres beholdere. Efter seks minutter er vognen tømt. Chaya kom for sent og må jage videre efter det næste rygte om vand.

Delhis vandbehov overstiger allerede forsyningerne med over en milliard liter om dagen, og mangelen bliver værre af den ulige fordeling og en infrastruktur, der er fuld af huller, så 40 % af vandet skønsmæssigt går tabt. Over to tredjedele af byens vand kommer fra floderne Yamuna og Ganges, der får vand fra isen i Himalaya. Hvis isen forsvinder, bliver fremtiden næsten med sikkerhed værre. “Vi står over for en uholdbar situation,” siger Diwan Singh, der er miljøaktivist i Delhi.

Spændingen ulmer allerede. I det tilstoppede stræde omkring en af Nehru Camps sidste fungerende vandhaner, der løber en time hver dag, slår en mand en kvinde, der springer over i køen, så hun får en lilla stribe i ansigtet. “Vi vågner hver morgen og kæmper om vandet,” siger den lokale astrolog Kamal Bhate, der har set håndgemænget. Denne gang går det over i råb og anklagende pegefingre, men klammerierne kan være livsfarlige. I et slumkvarter i nærheden blev en teenagedreng for nylig tævet ihjel, fordi han sprang over i køen.

I takt med at floderne svinder ind, er der risiko for, at uroen breder sig. Der hviler et pres på både Indien, Kina og Pakistan for at producere flere fødevarer. Men klimaforandringer og svigtende vandforsyninger kan betyde, at høstudbyttet af korn i Sydasien går 5 % ned på tre årtier. “Vi vil se stadig større spændinger omkring fælles vandressourcer,” siger Peter Gleick, der er vandekspert og leder af Pacific Institute i Californien i USA. “Og jeg tror, at flere og flere af disse spændinger vil udløse vold.”

Den virkelige udfordring bliver at forhindre, at stridigheder om vand breder sig på tværs af grænserne. Der er allerede voksende bekymring i Centralasien over udsigten til, at fattige, men gletsjerrige lande (Tadsjikistan, Kirgisistan) en dag begrænser strømmen af vand til deres solsvedne, men olierige naboer (Usbekistan, Kasakhstan, Turkmenistan). I fremtiden kan freden mellem Pakistan og Indien handle lige så meget om vand som om atomvåben, for de to lande deler den gletsjerafhængige Indusflod.

Det største spørgsmålstegn er Kina, der har kontrol med kilderne til de vigtigste floder i området. Opdæmningen af Mekong har vakt vrede længere nede ad floden i Indokina. Hvis Beijing gennemfører de foreløbige planer om at ændre Brahmaputras løb, kan det provokere rivalen Indien i netop det område, hvor de to lande lå i krig i 1962.

I Nehru Camp bliver en hane uden for slumkvarteret pludselig åbnet om eftermiddagen, og Chaya smiler triumferende, da hun slæber en fyldt 40-litersdunk hjem. Vandet er beskidt og bittert, og der er ingen mulighed for at koge det. Men nu kan hun omsider give sine børn dagens første måltid: et stykke brød og et par skefulde linsestuvning. “De burde gå i skole, men vi bliver ved med at genne dem ud for at finde vand,” siger Chaya. “Vi har ikke noget valg, for hvem ved, om vi kan finde vand nok i morgen?”

Måske er du interesseret i ...

Læs også