Naturens skyskraber

De usædvanlige formationer udgør en form for karstlandskab af porøs kalksten, som er blevet opløst, eroderet og formet af vand. Det er en sjælden og indviklet proces, der har skabt dette overjordiske stenlandskab, og der findes kun få lignende karstlandskaber uden for Madagaskar. Forskere mener, at grundvandet har angrebet de store kalkstenslag, opløst dem langs sprækker og revner og derved skabt grotter og tunneler. Hulrummene er vokset, og før eller siden er deres lofter brudt sammen langs sprækkerne.

4. december 2009

De usædvanlige formationer udgør en form for karstlandskab af porøs kalksten, som er blevet opløst, eroderet og formet af vand. Det er en sjælden og indviklet proces, der har skabt dette overjordiske stenlandskab, og der findes kun få lignende karstlandskaber uden for Madagaskar. Forskere mener, at grundvandet har angrebet de store kalkstenslag, opløst dem langs sprækker og revner og derved skabt grotter og tunneler. Hulrummene er vokset, og før eller siden er deres lofter brudt sammen langs sprækkerne. Tilbage er de snorlige kløfter, kaldet jordfaldshuller, som kan være op til 120 m dybe, omringet af spidse tinder. Nogle af dem er så snævre, at et menneske knap kan komme igennem, mens andre er brede som boulevarder.

Set fra luften ligner tsingyen de dybe kløfter mellem højhusene på Manhattan. Metaforen kan også overføres til indbyggerne i tsingyen, da formationerne har dannet rækker af høje lejlighedskomplekser, der giver husly til forskellige arter på hver etage.

På de højeste steder er der næsten ingen jord og intet ly for solen. Her kan temperaturen nå op over 32°, og dyre- og plantelivet begrænser sig til skabninger, som kan klare udtørring eller kan flytte sig mellem klippespirene og kløfterne. Lemurer som den hvide Deckens sifaka og den brune lemur bruger tsingyerne som en slags hovedvej, når de springer fra tinde til tinde mellem frugttræerne. I spalter og sprækker jager firben efter insekter i haver med tørketolerante planter som vortemælk, aloe, den tornede madagaskarsøjle og andre planter, som kaster lange, kabelagtige rødder ind i stenen i søgen efter vand.

I de midterste etager af skyskraberne dukker der flere sprækker op i kløfternes klippevægge. Her holder store flyvende hunde og mørke vasa-papegøjer til, og deres skrig og skræppen giver ekko gennem de hvælvede kamre og smuldrende gange. På mere skyggefulde steder fastgør bier deres boer i huller i stenen.

Men livsbetingelserne er bedst på bunden af jordfaldshullerne, hvor vand og jord bliver opsamlet. Her blandt en bred vifte af orkidearter og enorme tropiske løvtræer lever et helt bestiarium: kæmpesnegle og knytnævestore insekter, som ligner fårekyllinger, store kamæleoner, smaragd-grønne slanger, røde rotter og det katte-lignende desmerdyr, fossaen. Allernederst under jord og mudder er der grotter og tunnelgange, og i denne undergrundsbane lever fisk, krabber, insekter og andre væsner – nogle af dem kommer aldrig op over overfladen.

Mens andre økosystemer på Madagaskar er blevet nedbrudt, har denne befæstede by beskyttet sine beboere. Forskere kalder området for det perfekte refugium.

Inden for biologien betegner ordet refugium en sikkerhedszone eller en slags flygtningelejr, som levende væsner søger til, efterhånden som deres levesteder svinder ind. Når dyr og planter afsondres på tilflugtssteder, bliver de ofte mere og mere forskellige fra beslægtede arter. Madagaskar er i sig selv indbegrebet af denne proces med sine mange usædvanlige arter, som har adskilt sig fra deres artsfæller på det afrikanske kontinent. Lemuren er øens bedst kendte dyr. Dens forfædre levede engang i Afrika, men uddøde med tiden og overlod kontinentet til andre primater, og i dag findes der kun lemurer på Madagaskar. Uden den konkurrence, der sandsynligvis var årsag til, at de uddøde andre steder, udviklede lemurerne sig til mange forskellige varianter, blandt andet nu uddøde arter, som var så store som gorillaer, og verdens mindste nulevende primat, musemakien, der er på størrelse med en håndflade.

Tsingyen beskytter også skoven, der er afskærmet af mure og vandes af regntiderne. Skoven er meget anderledes end palmesavannen, der omkranser den mod øst, og kyststrækningen mod vest. Det er et levn fra en anden tid, hvor korridorer af skov sandsynligvis har forbundet den ene side af øen med den anden.

Gennem de seneste årtusinder har de naturlige tørkeperioder brudt disse korridorer op. Og siden de første mennesker ankom til Madagaskar for ca. 2300 år siden, er næsten 90 % af øens oprindelige skov blevet ødelagt. Største-delen er blevet brugt til tømmer eller ryddet for at gøre plads til at dyrke afgrøder og, i nyere tid, også til kvæg. Resultatet er, at mange af de arter, som levede på øen, formodes at være uddøde.

Mod vest omkranser tsingyen et stort areal med skov. Stenen virker som en barriere mod nybyggeri og mod kvæg, som truer vildtlevestederne over hele Afrika med deres trampende klove og umættelige appetit. Tsingyen fungerer også som en brandmur, der beskytter skoven mod ild – både naturlig og menneskeskabt.

på en kvælende varm morgen vandrer Hery Rakotondravony og jeg ind i en tæt skov på bunden af et jordfaldshul. Vi stopper ved en stor myretue. Den fugtige luft fyldes af en rytmisk summen fra milliarder af insektvinger.

Hery Rakotondravony pirker forsigtigt op i tuen og kigger efter en gylden trynesnog, som ofte lever i mørke tuer. Vi finder ingen slanger, men mens Hery Rakotondravony afsøger området omkring tuen, udpeger han flere forskellige planter, deriblandt palmeagtige træer med smalle palmeblade. De er blandt de gæster, som har skabt sig et usædvanligt hjem i tsingyens smalle gange, forklarer han. Arten er almindelig i Østmadagaskars våde skove, men findes stort set ikke i det meget tørrere vestlige område. Kun hernede i jordfaldshullerne kan planterne undgå den udtørrende sol og altfortærende ild. Men disse planter er blot ét eksempel. Der er ifølge Hery Rakotondravony også visse frøer, hvis nærmeste kendte artsfæller lever flere hundrede kilometer borte i de østlige skove.

Det svært tilgængelige terræn skaber mindre og mindre tilflugtssteder, hvor nogle planter og dyr lader til at have udviklet sig i ensom majestæt, begrænset til ganske få kløfter i tsingyen.

Brian Fisher er kurator i entomologi ved California Academy of Sciences, og han er rejst til området tre gange for at blive klogere på, hvordan disse refugier blev dannet, og hvordan de har formet livet i dem. Ved hjælp af dna-analyser sammenligner han myrer fra tsingy-området med myrer fra Østmadagaskar og håber på denne måde at kunne bestemme, nøjagtig hvornår myrerne og skovene blev adskilt. Resultaterne vil hjælpe med til at forklare, hvordan dyr udvikler sig, når de bliver afsondret fra andre bestande, og om de kun reagerer på klimaforandringer ved at trække sig tilbage til refugier, eller om de også udvikler nye egenskaber. I takt med at mennesker undergraver Jorden og dens klima, kan svarene have betydning i fremtiden.

Da tsingyen ligger så afsondret og faktisk er uigennemtrængelig, er udstykning en mindre sandsynlig trussel mod økosystemet end et vejrskift i området. Lavere luftfugtighed, mindre regn, forhøjet syreindhold i regnvandet og sågar selve kalkstenen kan nemlig alt sammen medvirke til at skade skoven.

“Gad vist, hvor længe disse skove overlever,” funderer Brian Fisher. “De kan forsvinde meget snart. Det er en fæstning, men den er sårbar.

På en af mine sidste dage i tsingyen står jeg på en udkigspost og ser ud over tinder og spir. Udkigsposten blev bygget til turister for nogle år siden, men turisterne er holdt op med at komme. Militærkuppet har skræmt dem væk, og det er dårlige nyheder for nationalparken. 50 % af dens budget stammer nemlig fra turisme. I april 2008 havde Tsingy de Bemaraha 147 besøgende, men i den samme måned i 2009, efter militærkuppet, har der kun været 12 gæster.

Tæt ved springer en flok sifakaer rundt mellem tinderne. De forcerer dybe kløfter og lander på en knivsæg af sten. Disse lemurers skinnende hvide pels får dem til at ligne små polarræve, der er efterladt i troperne. De bevæger sig gennem et af klodens mest storslåede landskaber, som om naturlovene ikke gælder her og blot er opfundet af mindre adrætte skabninger i et forsøg på at bortforklare deres egen klodsethed.

Sifakaerne forsvinder, som lyset bryder frem, og papegøjer flyver i en bue gennem luften og forbi store, stille flagermus. I kløfterne længere nede flyder skoven sammen i en grå masse. Vi klatrer ned og sætter kurs mod lejren, mens lyset fra vores pandelamper spiller mellem træerne. Tusindvis af øjne glimter som orange og grønne juveler i mørket. Øjnene tilhører lemurer, som er natdyr og kun findes her, gekkoer med hud så glat og glinsende som en ørreds, kæmpeedderkopper og natsværmere så tynde som skygger. Selve natten er ved at blive et tilflugtssted, en form for midlertidigt kontinent, som omslutter stenbyen og alle dens navngivne og de endnu navnløse indbyggere.

Måske er du interesseret i ...

Læs også