Madagaskars skarpe stenlabyrint

Madagaskars nationalpark Tsingy de Bemaraha er en slags biologisk fæstning: Forreven, stort set uudforsket, næsten uigennemtrængelig og kendt for sin enorme artsrigdom.

Firbenet bevæger sig i forskrækkede ryk over den solblegede sten. Et par hurtige trin. Så står den bomstille, som kan den mærke, at den bliver jaget. Overalt rejser takkede spir og kannelurer sig som tårne på en gotisk katedral, tyst og tom. En papegøje bryder den åndeløse stilhed, når den skræppende flakser op fra kløften. Firbenet springer frem, og Hery Rakotondravonys arm langer ud. Et øjeblik senere åbner den unge herpetolog sin hånd.

“Jeg tror, det er en ny art.”

Det har han sagt flere gange i de par dage, vi har været i Madagaskars nationalpark og re-servat Tsingy de Bemaraha. Det 1550 km² store fredede område er som en ø i sig selv på øen, der er kendt for sin artsrigdom (90 % af arterne her findes intet andet sted på Jorden). Nationalparken er en slags biologisk fæstning, forreven, stort set uudforsket og næsten uigennemtrængelig på grund af sine enorme kalkstensformationer, som kaldes tsingy.

En kæmpe klippeblok fra juratiden har ændret form til en labyrint af knivskarpe tårne, dybe, snævre kløfter og våde grotter, som beskytter dyr og planter mod mennesker. Der dukker jævnligt nye arter op i det isolerede område. I 1996 opdagede man en hidtil ukendt kaffeplante, i 2000 en musemaki, i 2005 en flagermus og to år senere en frø.

Biolog Steven Goodman har boet og arbejdet på Madagaskar i 20 år og beskriver det som “et paradisisk tilflugtssted”. Her kan man stadig udforske biologien, som man gjorde for 100 år siden, fordi det endnu er muligt at stå ansigt til ansigt med nye arter blot ved at gå rundt.

“Man kan finde forskellige ting fra kløft til kløft,” siger Steven Goodman. “Madagaskars tsingy-formationer er et af Jordens ekstraordinære biologiske skatkamre. Man skal bare ind og se sig omkring.”

Det svære er netop at komme ind. Sammen med fotograf Stephen Alvarez begiver jeg mig ind i nationalparken ved regntidens slutning i marts, lige før bladene falmer og vinteren udtørrer skovens vandløb. Hery Rakotondravony er vores guide. Det er hans fjerde tur ind i Tsingy de Bemaraha, og han er en af de meget få forskere, der har været her mere end én gang.

Vi ankommer til hovedstaden, Antananarivo, lige efter at præsidenten er blevet væltet ved et militærkup, og der forekommer jævnligt voldsomme protestaktioner. Turismen er en grundsten i økonomien, som næsten er kollapset. Vi forlader byen, mens vi spekulerer på, om vi mon vil blive tilbageholdt. Men snart når vi ud på landet, hvor der bliver længere imellem de synlige tegn på militærkuppet. Situationens alvor kan kun fornemmes ved politikontrolstederne, hvor mænd iført sandaler og gamle AK-47-rifler spørger os, hvor vi skal hen.

Det tager næsten fem dage at nå til tsingyen. Efter tre dages kørsel bliver vejen dårligere og dårligere og ender til sidst i et dybt og ufremkommeligt spor af mørkt mudder. Færger fragter os over floder, der er farvet røde af jord som følge af skovrydning oppe ad floden. Landsbyerne skrumper ind, bilerne forsvinder, og skoven bliver gradvist tættere.

Tæt ved en landsby finder vi starten på en sti og vandrer ind i skoven. Efter flere måneders regn er den langvarige tørkeperiode ved at begynde, og mange dyr vil nu gå i sommerdvale og vente på, at det igen bliver regntid. Vi slår lejr ved et klart vandløb.

På madagaskisk betyder tsingy “hvor man ikke kan gå barfodet”, men vi må indse, at landskabet kræver langt mere end blot et par solide sko. Flere steder forsøger vi at bruge klatreudstyr, men tsingyen tygger sig lige så let igennem udstyr som menneskekød. Nedenfor ligger knuste stammer fra væltede træer, der minder os om konsekvenserne ved et fald. Andre steder udforsker vi labyrinten til fods ad svagt mar-kerede stier, som de lokale bruger, når de leder efter honning eller lemurer. Vi presser os igennem smalle passager, hvor stenfingre fanger stropperne på vores rygsække. Det kræver koncentration at få hånd- og fodfæste, og først skal det afprøves, om stenen er for skarp, og om den kan bære. Vi presser os igennem smalle slugter og skræver skælvende over finner, der er som hegn med pigtråd af glasskår. Stenene gennemborer vores støvler og laver huller i gummisålerne. Når vi har passeret en sylespids stigning, dumper vi for det meste ned på en tynd måtte af jord, som dækker over endnu mere savtakket sten. Forsigtigt finder vi balancen igen og prøver at udtænke næste træk.

Vi er heldige, hvis vi kan tilbagelægge en kilo-meter om dagen – forestil dig, at du skal igennem en by ved at klatre op ad hvert et højhus og så ned igen på den anden side. Vores langsomme fremdrift gør os til et let bytte for myg og hvepse og understreger, hvor vanskeligt det må være at udføre biologisk forskning her, hvor man må slæbe udstyr og artseksemplarer gennem terrænet. Men selv om vi ikke når så langt, som vi havde håbet på, ser vi hundredvis af dyr og planter. Flere, end vi kan genkende. Der er tusindvis af steder i området, hvor mennesker aldrig har været og sandsynligvis heller aldrig vil komme til at sætte deres ben.

En eftermiddag, da jeg er på vej tilbage fra en varm og våd vandretur, snubler jeg over slyngplanterne på stien, og mit højre knæ rammer en lille sten. Derhjemme ville sådan et fald bare give en skramme. Men det her er en mini-tsingy, og en kalkstenspig borer sig næsten helt ind til knoglen. Det tager to dage at nå til et hospital, hvor en sygeplejerske renser såret for snavs. “Hvorfor gjorde du det dog?” spørger hun, mens hun vrikker en vatpind dybt ind i såret. “Jeg tror, du er lidt dum,” siger hun.

Måske er du interesseret i ...

Læs også