Naturens kampvogne

En brændende varm eftermiddag standser min guide, Budheswar Konwar, vores åbne jeep på en afsides vej for at redde et andet vanddyr – en skildpadde – i sikkerhed. Resten af gruppen står ud for at strække benene og se på. Da jeg vender mig for at kigge i den modsatte retning, møder der mig et chokerende syn:Næsehorn! Det er alt for tæt på og kommer hamrende lige imod os.

10. november 2010

En brændende varm eftermiddag standser min guide, Budheswar Konwar, vores åbne jeep på en afsides vej for at redde et andet vanddyr – en skildpadde – i sikkerhed. Resten af gruppen står ud for at strække benene og se på. Da jeg vender mig for at kigge i den modsatte retning, møder der mig et chokerende syn:

Næsehorn! Det er alt for tæt på og kommer hamrende lige imod os.

Der er ikke tid til, at vi kan hoppe ind i bilen og køre væk, så parkbetjenten Ajit Hazarika må bruge geværet. Skuddet sender en byge af jord op foran næsehornets forben. Sammen med braget fra geværet får skuddet det store dyr til at dreje af to sekunder, før det når os. Disse levende kampvogne kan løbe over 40 km/t., og derfor skal alle, som besøger Kaziranga, ca. 70.000 indiske og 4000 udenlandske turister om året, have en bevæbnet parkbetjent med sig.

Lidt efter møder vi et næsehorn, som netop har taget mudderbad. Det kommer til syne på vejen sammen med en unge. De standser op og snuser. Endnu en halvstor unge dukker op, hvorefter de alle tre forsvinder på den anden side af vejen uden for vores synsvidde.

Vi når ikke at køre videre, før moderen pludselig kommer blæsende gennem skoven med kurs direkte mod os. Vejen er ujævn, og vi kan hverken bakke eller sætte farten op. Ajit Hazarika når ikke at skyde, før det mudderglinsende næsehorn rammer jeepen, som slet ikke kan matche hendes vægt. Fordøren giver efter. Næsehornet er godt på vej til at skubbe os ud over vejkanten. Jeepen står kun på to hjul, og jeg gør klar til at springe, før den ruller helt rundt. I modsætning til afrikanske næsehorn stanger de indiske ikke fjenden. De bider med undermundens store, skarpe fortænder, og nu er der store bidemærker på bilen. Til sidst kommer jeepen ned på alle fire hjul, og vi slipper fri. Men hunnen forfølger os de første 100 m, før vi på et hængende hår forsvinder i en sky af støv.

Vi er på vej hen til et dødt næsehorn, hvor der er observeret spor efter to tigre. Tigrene tager helt op til 15 % af næsehornsungerne i Kaziranga, men i dette tilfælde har rovdyrene altså nedlagt et voksent næsehorn, hvilket er risikabelt og derfor sjældent forekommer.

For 100 år siden udgjorde mennesker den største trussel mod næsehornene, og sådan er det stadig. Derfor findes der også næsten 600 parkbetjente i Kaziranga, der skal beskytte de store, uregerlige dyr imod krybskytterne. Betjentene opererer i grupper, der har til huse i 130 lejre. Betjentene færdes to og to eller tre og tre sammen. Det sker til fods, på elefantryg eller i både. Eftermiddagspatruljerne slutter først efter mørkets frembrud, og morgenvagterne begynder længe før daggry. Betjentene gør altid holdt ved et lille tempel for gudinden Kakoma, hvor de beder for deres sikkerhed. Ved fuldmåne bliver de ude hele natten.

Måske er du interesseret i ...

Læs også