Svalbards helårsbeboere

Det næringsrige vand ved kysterne tiltrækker også et årligt rykind af havfugle. Hver maj og juni, når isen trækker sig tilbage, og sneen smelter fra tundraen, strømmer op imod tre millioner fugle til Svalbard. De er talrige i antal, men ikke i arter. Kun omkring 28 arter anses for udbredte eller talstærke, og kun én art, fjeldrypen, har det, der skal til for at overleve på land året rundt. Fuglene trækker herop for at yngle i sikkerhed og tage for sig af overfloden af føde. Men det er kun på grund af en geologisk tilfældighed, at det fungerer.

23. april 2010

Det næringsrige vand ved kysterne tiltrækker også et årligt rykind af havfugle. Hver maj og juni, når isen trækker sig tilbage, og sneen smelter fra tundraen, strømmer op imod tre millioner fugle til Svalbard. De er talrige i antal, men ikke i arter. Kun omkring 28 arter anses for udbredte eller talstærke, og kun én art, fjeldrypen, har det, der skal til for at overleve på land året rundt. Fuglene trækker herop for at yngle i sikkerhed og tage for sig af overfloden af føde. Men det er kun på grund af en geologisk tilfældighed, at det fungerer. Nogle steder rejser Svalbards kyster sig næsten lodret op fra havet. Men bjergvæggene er ikke fuldstændigt glatte. Klipperne har millioner af små fremspring, der er brede nok til en rede, men ofte for snævre til fjender som polarræven.

Det er de perfekte yngleforhold. På samme bjergvæg finder man nogle gange mallemukker, polarlomvier og rider mellem hinanden, hvor de erobrer en hylde for yngleperioden og opfostrer deres unger på fisk, som fanges lige neden for balkonen døgnet rundt i den natløse sommer. Når fuglene indtager en klippe, kan forvandlingen være slående. En dag, jeg sejler med en tidligere fisketrawler i en af Spitsbergens dybe fjorde, kigger jeg op og ser en skifergrå klippe i havet pudret med et let lag sne. Da jeg sætter kikkerten for øjnene, går det op for mig, at det slet ikke er sne. Der sidder titusindvis af rider på klippefremspringene, så fuglenes hvide hoveder, set på flere kilometers afstand, smelter sammen i en impressionistisk effekt.

Hvor imponerende Svalbards sommergæster end er, er de også naturens opportunister: De nyder de gode tider, men tager ikke de dårlige med. I september har de fleste taget flugten sydpå. Man kan næsten ikke undgå at have den største respekt for Svalbards helårsbeboere, som alle tilsyneladende benytter en af to strategier for at overleve den barske, arktiske vinter: De jager hele året eller opmagasinerer ekstra energi til at stå vinteren igennem.

Mesteren i den første taktik er selvfølgelig isbjørnen, der tilbringer det meste af vinteren med at hænge ud ved sælernes åndehuller, mens den venter på, at middagen skal dukke op. Polarræven bruger en blandet strategi. Den fortsætter med at jage camoufleret i hvid pels, men når tiderne bliver trange, tærer den på det forråd, den har samlet flere måneder tidligere. Under mildere himmelstrøg har rævens ry for massedrab – for at gå amok i hønsehuset og dræbe langt mere, end den kan æde – givet den mange fjender blandt landmænd, men heroppe er det forråd af overskydende bytte ofte afgørende for rævens overlevelse.

Rensdyr og fjeldryper kan kun opmagasinere energi på én måde, nemlig ved at opbygge fedtdepoter. Det er en særlig oplevelse at overvære et rensdyr æde ved midnatstid på Svalbard. Ligesom fjeldryperne lader rensdyrene heroppe hånt om den døgnrytme, der styrer de fleste dyrs liv. De æder og æder og æder, hviler sig lidt, og så æder de igen, hele døgnet rundt. Rensdyrene opbygger et spækagtigt fedtlag på op mod 10 cm. Når føden bliver knap om vinteren, fungerer det som deres lager af energi.

Måske er du interesseret i ...

Læs også