"Livet vil blive bedre her"

De kommer fra Kenyah-stammen og flyttede hertil sidste år. Før da boede de i landsbyen Long Noran ved Wahau-floden, i det indre Borneo. Der er skoven for længst borte, fældet af et stort tømmerfirma, der engang var ejet af den berygtede Bob Hasan, en af Suhartos venner og tidligere minister, som senere blev dømt for korruption. Da der kun var krat tilbage, brændte hele området omkring deres landsby, som lå inden for selskabets koncessionsområde.

18. november 2009

De kommer fra Kenyah-stammen og flyttede hertil sidste år. Før da boede de i landsbyen Long Noran ved Wahau-floden, i det indre Borneo. Der er skoven for længst borte, fældet af et stort tømmerfirma, der engang var ejet af den berygtede Bob Hasan, en af Suhartos venner og tidligere minister, som senere blev dømt for korruption. Da der kun var krat tilbage, brændte hele området omkring deres landsby, som lå inden for selskabets koncessionsområde. Det skete under de store brande i 1997-98, som blev antændt af selskaber, der forberedte jorden til plantagedrift, og under en tørkeperiode hurtigt bredte sig til naboområderne.

“Vi havde haver, frugttræer, gummitræer og marker med grønsager, og det hele brændte,” siger Udan Usat. “Vi lå i konflikt med tømmerselskabet. De beskyldte os for at starte brandene, men det var ikke os, der gjorde det. Brandene kom langvejsfra.”

Derefter blev det meget svært. “Der, hvor vi boede, var der en time med båd og 15 km over land til den nærmeste bebyggelse med et marked,” siger han. “Det var dyrt at tage båden.” Regeringen lovede, at hver familie kunne få 5 hektar jord langs vejen her, hvis de gerne ville flytte. Nogle af landsbyboerne tog hertil for at se jorden an, man afholdt et møde, og 169 familier besluttede at starte forfra her.

“Her ligger vi mellem to byer, så det bliver nemmere at sælge vores afgrøder, når markerne begynder at give noget,” siger Ismael. Nabofamilier hjælper hinanden og arbejder på en ny jordlod hver dag. De planlægger at dyrke ris, bananer og den lodne, røde rambutan-frugt. Den afbrænding, de lige har foretaget, vil gøre jorden mere frugtbar, og de håber på at kunne høste for første gang til næste år. Familierne bor lige nu i midlertidige boliger, fordi det er vigtigere at få plantet markerne til end at bygge rigtige huse. Ismael var inspektør på en folkeskole i Long Noran, og hvis der en dag er børn nok her ved floden Telen, vil familierne måske også bygge en skole til dem.

“Livet vil blive bedre her – det er det, vi håber på,” siger Ismael.

Jeg takker mændene for at have talt med mig og spekulerer på, om jeg skal give dem penge som betaling for deres tid. Min kikkert har kostet mere, end de to tilsammen vil tjene på et helt år. Jeg vender mig om for at gå, og et af børnene, en pige på omkring syv år, står med en plasticpose med to ontok, stegte dejkugler; og lemper, ris svøbt i kokosblade – et måltid som gave til mig. Hun rækker mig posen, og hendes smil smelter mit hjerte.

Til trods for de formidable skyskrabere, der skyder op rundt omkring Jakarta, til trods for de nye biler, der skaber trafikpropper på gaderne, så er det den ekstreme fattigdom, som er den helt afgørende faktor i forbindelse med naturbeskyttelsen på Borneo. Denne fattigdom rammer hovedparten af indoneserne, som befolker tre fjerdedele af øen. Uanset hvilke strategier miljøforkæmperne vil følge for at redde Borneos rige natur, skal de først og fremmest give indbyggerne mulighed for et bedre liv.

“Intet er vigtigere end sult,” siger Albertus fra gruppen Green Borneo, der har hovedkvarter i Pontianak. “Bevillingskontorerne er nødt til at ændre deres måde at tænke på det her på. Bedre sundhed, bedre uddannelse, bedre økonomiske forhold – disse ting vil være med til at beskytte skoven.”

Samtidig med at Dessy Ratnasari viser mig de samfund og de naturområder i Kalimantan Barat, der er blevet ødelagt af ikke-bæredygtig skovhugst, sørger hun for, at jeg også bliver bekendt med de goder, den har bragt med sig. “Mange mennesker i Kalimantan Barat er vokset op for penge fra tømmerselskaberne,” siger hun. “Jeg nød godt af en af de afledte virkninger, for min far havde en lille forretning, og de penge, folk brugte der, kom fra tømmeret. Derfor kunne jeg gå i skole og få en uddannelse.”

Hati-hati er et af de få indonesiske udtryk, jeg har lært. Det betyder “pas på” som på skiltene langs denne hullede jordvej, hvor der står “Hati-Hati træfældning”. Det er en varm formiddag i Kalimantan Timur, og jeg kører i en lille lastbil sammen med Erik Meijaard, en hollandsk forsker i naturbeskyttelse tilknyttet Nature Conservancy, som har arbejdet på Borneo i 15 år, og hans kollega Nardiyono. Vi er kørt igennem flere kilometer med kratbevoksning, og landskabet tyder ikke på, at det vil ændre sig lige med det samme. Her var engang lavlandsregnskov, men den blev fældet, og stedet sprang aldrig i skov igen. Under brandene i 1997-98 var den en del af de omkring 26.000 km² skov, der brændte i Kalimantan Timur. Nu er her kun buske, småtræer, slyngplanter, bregner og græs. Jeg stirrer på landskabet, mens vi passerer forbi, og tænker, at den regering, der har tilladt det her, om ikke andet er skyldig i grov forsømmelse.

“Ja, det er trist, ikke?” siger Erik Meijaard, som om han læser mine tanker. “Og dog,” fortsætter han, “er det her den slags skov, hvor Nardiyono og jeg finder nogle af de højeste koncentrationer af orangutanger.” Med “finder” mener han, at de har talt de reder, orangutanger laver hver nat, eller har fundet andre tegn på, at dyret er til stede. Orangutangerne er de dyr blandt de store abearter, der lever mest for sig selv, og de er vanskelige at få øje på, selv på steder hvor der lever mange af dem. Erik Meijaard har allerede fortalt mig, at han faktisk kun har set to vilde orangutanger i løbet af hans sidste 2½ års regelmæssige feltarbejde.

Lastbilen kører op over en lille stigning på vejen og – jeg føler næsten, at jeg her bør indskyde, at det, jeg skriver nu, ikke er noget, jeg finder på – så sidder der en mørk, rødbrun skikkelse på vejen længere fremme. Jeg ser den, men det er, som om min hjerne går i stå. Midt på dagen … værdiløst kratlandskab … et dyr på vejen … hvad? Er det en gibbon?

“Orangutang!” råber Erik og Nardiyone i kor. Lastbilen bremser hårdt op, og vi springer alle sammen ud, samtidig med, at orangutangen trækker sig tilbage til den lave bevoksning ved siden af vejen. Jeg følger efter den med min kikkert, mens den render sin vej og flere gange standser for at kigge tilbage på os, før den forsvinder ud af vores synsfelt ned ad bakken.

Den sædvanligvis fåmælte Nardiyono er helt ude af sig selv. “Hvor er du heldig!” udbryder han igen og igen. “En orangutang, lige midt på vejen!” Det flyder med kraftudtryk og superlativer. Besøgende på Borneo får sjældent en vild orangutang at se; de fleste ser de halvtamme dyr ved de velkendte rehabiliteringscentre som Sepilok i Sabah eller Tanjung Puting Nationalpark i Kalimantan Tengah.

Måske er du interesseret i ...

Læs også