Kampen for skoven

På den anden side af grænsen, i den malaysiske del af Borneo, har ukontrolleret skovhugst reduceret Sarawaks skove så meget, at de fleste af de naturbeskyttelsesorganisationer, der arbejder for at redde Borneos rige dyre- og planteliv, grundlæggende har givet op og bruger deres kræfter andre steder på øen.

18. november 2009

På den anden side af grænsen, i den malaysiske del af Borneo, har ukontrolleret skovhugst reduceret Sarawaks skove så meget, at de fleste af de naturbeskyttelsesorganisationer, der arbejder for at redde Borneos rige dyre- og planteliv, grundlæggende har givet op og bruger deres kræfter andre steder på øen.

Naturen har det bedre i Sabah, der er en malaysisk delstat på det nordøstlige Borneo. Selv om oliepalmeplantagerne hurtigt har bredt sig her, er mere end halvdelen af Sabah stadig dækket af skov. Sabah holder liv i nogle af de fineste eksempler på regnskov i reservaterne Danum Valley og Maliau Basin. (Staten Brunei tjener så mange penge på olie, at der ikke har været noget behov for at udnytte dens skove. Den har bevaret noget af den bedste regnskov på Borneo, men da staten udgør mindre end 1 % af øens samlede areal, er det et ubetydeligt bidrag til den samlede bevarelse). Diplomater og græsrodsorganisationer, der arbejder i Indonesien og Malaysia, bruger ofte det bureaukratiske begreb “god regeringsførelse”. Det betyder på jævnt dansk at trække politikernes og deres kumpaners hænder op af fattige folks lommer, give offentligheden indsigt i regeringens handlinger og skabe en fri debat. Alle, der arbejder med naturbeskyttelse på Borneo, er enige om, at intet tiltag – hverken love, regler, nye naturparker eller beskyttede områder – vil give mening uden det.

“God regeringsførelse er næsten altafgørende, for hvis en sådan ikke lykkes, er der intet andet, der hjælper,” siger Frances Seymour fra centret for international skovforskning, CIFOR, en international organisation, der har hovedsæde i Indonesien og arbejder for at bevare skovene og forbedre levevilkårene for folk i troperne. Der har været opmuntrende tegn på fremskridt i Indonesien – i det mindste på de højere niveauer i det politiske system – særligt efter 2004, hvor Susilo Bambang Yudhoyono blev valgt som præsident. Det var en endnu bedre nyhed, da general Sutanto i 2005 blev udpeget som øverste chef for politiet. “Ingen chef for en politistyrke noget sted i verden har skabt så store fremskridt som han,” fortæller en højtstående amerikansk embedsmand mig.

Siden den nye politichef blev udpeget, er der foretaget hundredvis af arrestationer for ulovlig skovhugst, ikke alene af skovarbejderne på stedet (som kan tjene helt ned til 10 kr. om dagen), men også, en gang imellem, af tømmerhandlens mellemmænd og embedsmænd. Nationalparken Gunung Palung i Kalimantan Barat, der engang var et mareridt af ukontrolleret, ulovlig hugst og krybskytteri, har oplevet en kovending takket være en ærlig og idealistisk direktør, hvis opsynsmænd afpatruljerer parken i ultralette fly og motorbåde.

På nationalt niveau får mange indonesiske ministre gode karakterer i karakterbogen eller i det mindste et modstræbende “bestået” for deres indsats for reformer. “Og dog vil jeg sige, at der her i landsbyen ikke er nogen tvivl om, at det er umuligt at få en politibetjent til at gøre noget som helst, uden at betjenten beder om bestikkelse,” fortæller en person med forbindelse til en lille naturbeskyttelsesgruppe mig. (Som det ofte sker, når jeg taler med en aktivist, beder personen om at være anonym).

I flere af de distriktshovedstæder, jeg besøger, er det mest iøjnefaldende resultat af det øgede lokale selvstyre en ny, prangende administrationsbygning; dernæst er det mest iøjnefaldende bupatiens nybyggede, lige så prangende hus. “Udfordringen er, hvordan vi kan hjælpe lokalsamfund og lokalregeringer med at træffe bedre langsigtede beslutninger,” siger Frances Seymour. “For det, der foregår lige nu, er et kortvarigt ridt efter hurtige penge, og om ti år vil jobbene og indtægtskilderne være væk.” Og det indonesiske bagland vil blive ved med at være lige så fattigt som altid.

Den landevej, vi kører på, snor sig mellem højdedrag af forreven kalksten i Kalimantan Timur på strækningen, der for fem år siden var en jordvej beregnet til tømmertransport. I dag er der intet andet at se end krat i alle retninger. Efter at have krydset en bro over floden Telen standser vi ved et hus, der vel knap nok kan kaldes et hus. Det er en platform af træ, blot 10 kvadratmeter stor og uden vægge. Platformen står på tømmerpæle, der løfter den op i hovedhøjde. Taget er et stykke blåt plastic, som hænger på nogle stænger. Der sidder en kvinde og to børn oppe på platformen, og under den leger tre andre børn.

På den anden side af huset ligger fældede træstammer spredt ud over en mark; jorden er sortsveden efter en nylig afbrænding, og der stiger stadig røg op her og der. Adskillige mænd og kvinder arbejder på marken med macheter og lange gravestokke af belian, som også kaldes Borneojerntræ. Skoven ødelægges, og levesteder forsvinder lige for øjnene af mig.

To af de mænd, der arbejder på marken, kommer hen for at tale med os. De hedder Udan Usat og Ismael og er onkel og nevø. De bærer kegleformede stråhatte i javanesisk stil som beskyttelse mod det stærke sollys. Deres ansigter og arme er dækkede af sod, og sveden løber i små bække ned over deres hud.

Måske er du interesseret i ...

Læs også