En uovertruffen artsrigdom

Borneo rummer mere end 15.000 kendte plantearter, herunder mere end 2500 arter af orkideer. Det sydøstlige Asiens lavlandsskove, heriblandt Borneos, er de højeste tropiske regnskove i verden, og blot 1,5 hektar skov kan rumme op til 240 træarter. Borneo er hjemsted for verdens største blomst, verdens største orkide, verdens største kødædende plante og verdens største natsværmer.

18. november 2009

Borneo rummer mere end 15.000 kendte plantearter, herunder mere end 2500 arter af orkideer. Det sydøstlige Asiens lavlandsskove, heriblandt Borneos, er de højeste tropiske regnskove i verden, og blot 1,5 hektar skov kan rumme op til 240 træarter. Borneo er hjemsted for verdens største blomst, verdens største orkide, verdens største kødædende plante og verdens største natsværmer. I Borneos regnskoves niveaudelte struktur lever verdens største mangfoldighed af svævende dyr: Ud over forskellige arter af flyveegern er der flyvende øgler, flyvende frøer og – for nogle noget, der ligner et skrækscenarie – flyvende slanger.

Malajbjørne og træleoparder strejfer omkring i Borneos skove, mens to arter af gibbonaber og otte andre slags aber klatrer i træerne. Omkring tusind elefanter har overlevet i det hjørne af øen, der overvejende består af den malaysiske delstat Sabah, hvor floden Kinabatangan løber ud mod Suluhavet. Næsehornene overlever på et hængende hår. I dag er der mindre end 50 tilbage. Men det er et endnu mere karismatisk dyr, orangutangen, der er blevet symbolet for Borneo. Dens udtryksfulde øjne stirrer på os fra nyhedsbreve og anmodninger om bidrag fra naturbeskyttelsesorganisationer over hele verden.

Når man ser på øens uovertrufne artsrigdom – fra orangutanger og næsehorn til mikroskopiske mosser og biller, der endnu ikke er opdaget – og hastigheden, hvormed dens skove forsvinder, kan Borneos fremtid meget vel være klodens mest presserende sag om naturbevarelse. Overordnet set er det måske overdrevet at sige, at Borneos skove er truet af total rydning i den nærmeste fremtid. Øen er betydeligt større end Frankrig og stadig halvt dækket af træer, og på dens indre højland findes fortsat hundreder af kvadratkilometer uberørt skov, hvor kun indfødte jægere, krybskytter og ørnetræssamlere kommer. Visse områder kan man kun nå frem til efter flere dages rejse med båd eller en anstrengende vandring gennem vildnisset.

De fleste af de mange arter som orangutanger og elefanter lever imidlertid i lavlandets skove – og her er historien en ganske anden. Gennem de seneste to årtier skønner man, at 8000 km² er blevet ryddet om året, hvilket svarer til et område, der er større end Sjælland. En artikel i tidsskriftet Science i 2001 med den ildevarslende overskrift “Slut med lavlandsskove i Indonesien?” omtalte en undersøgelse, der forudså, at lavlandsskovene på den indonesiske del af Borneo kunne være helt væk i 2010. Selv om regeringen har grebet ind og dæmpet den ulovlige hugst og eksport, har det kun udsat skæbnetimen.

Andre forhold kan få den til at rykke nærmere igen. Gennem de seneste 20 år har gigantiske monokultur-plantager med oliepalmer bredt sig over Borneo for at imødekomme efterspørgslen på den meget indbringende olie, der udvindes af palmens frugter. Palmeolie bruges til madlavning og i kosmetik, sæbe, desserter, biobrændstof og et tilsyneladende uendeligt antal andre produkter.

Indonesien og Malaysia står for 86 % af verdens samlede produktion. Vækstbetingelserne for dette grønne guld er helt ideelle på Borneo. Selv om naturbeskyttelsesorganisationer fortæller om palmeoliens bidrag til den globale skovrydning, og nogle opfordrer til boykot af palmeolieprodukter, er Indonesien blevet verdens største producent med 60.000 km² dyrket areal. Dette tal kan være fordoblet hen mod 2020.

Borneo råder også over en anden ressource, der på én gang betyder økonomisk velsignelse og fare for miljøet: Det plantemateriale, der voksede på det nuværende Borneo for 300 millioner år siden, ligger under jordoverfladen og er forvandlet til kul. Åbne miner – både guld- og kulminer – breder sig over det sydlige og østlige Borneo som ar i landskabet. De fortrænger skoven og forurener floderne.

Og i en verden, der er ved at få øjnene op for følgerne af globale klimaforandringer, har Borneo fået international opmærksomhed af yderligere en grund: Et specialiseret økosystem, som kaldes tørvemoseskov, dækker omkring 11 % af øen. Her vokser træerne i en stærkt organisk jordbund, der er skabt ved ophobning af vandmættet plantemateriale gennem hundreder af år. Tørvejorden, som nogle steder er helt op til 20 m dyb, fungerer som et kolossalt depot for kulstof. Hvis træerne ryddes, og jorden drænes, forrådner den tropiske tørv og frigiver sit kulstof til atmosfæren som CO2. Efterhånden som jorden tørrer, bliver den desuden stadig mere udsat for brande – påsatte såvel som ikke-påsatte. De omfattende brande, der hvert år antændes for at rydde resterne af fældet skov for at anlægge oliepalmeplantager, og som forværres af hyppige tørkeperioder, er kommet ud af kontrol. Brandene har fyldt himlen over Borneo med røg, lukket lufthavne og forårsaget åndedrætsproblemer for millioner af mennesker så langt borte som på det asiatiske fastland. Den CO2, der frigives fra rådnende tørvejord, brande og skovrydning, har sendt Indonesien op på tredjepladsen på verdensranglisten over verdens landes udledning af drivhusgasser – Indonesien overgås med hensyn til CO2-udledning nu kun af de stærkt industrialiserede lande Kina og USA. Tiden er ved at løbe ud for regnskoven på Borneo. De sædvanlige måder at redde regnskoven på giver kun lidt håb. At udpege store områder til nationalparker eller reservater, sådan som man ofte gør andre steder i verden, har stort set ikke haft nogen effekt, i hvert fald ikke på den indonesiske del af Borneo. Men mange miljøfolk siger, at skovhugst, som ofte betragtes som en trussel mod dyrelivet, faktisk kan være med til at beskytte en væsentlig del af øens natur, hvis hugsten udføres bæredygtigt.

“Uberørt regnskov findes ikke mere på Borneo,” siger forskningschef på Danum Valley Field Center i Sabah, Glen Reynolds. “Alle de store områder med oprindelig lavlandsregnskov, der kan beskyttes, bliver det allerede. Det er svært, men nu må vi forsøge at overbevise folk om, at dét, vi betragter som sekundær skov, godt kan rumme en artsrigdom.”

Budskabet er kompliceret, men trods alt tydeligt. Hvis man vil beskytte Borneos skove og dyreliv, kræver det, at man tager gamle forestillinger op til revision, accepterer nye sandheder og benytter nye bevaringsmetoder. På grund af den store mængde kulstof, der er bundet i planterne og jorden, kan Borneos bedste håb for fremtiden ligge i klimaforandringernes hårde kendsgerninger – i vores egen evne og vilje til at beskytte os selv mod klimaforandringerne.

På den modsatte side af Borneo i forhold til Sabah, i den indonesiske provins Kalimantan Barat, fører en smal asfalteret vej væk fra byen Pontianak tæt på Det Sydkinesiske Hav. Vejen summer af lastbiler og motorcykler og fører forbi butikker og træhuse i småbyer, der adskilles af rismarker. Høsten er lige begyndt, og hist og her banker folk risneg mod gitterværk af træ eller kaster riskorn op i luften, for at vinden skal bære skallerne bort. Der er ikke mange spor af den skov, der engang stod her.

Jeg rejser med Dessy Ratnasari, der er forsker i en lokal forskningsorganisation. Vores chauffør, Harun, der som mange andre indonesere kun bruger ét navn, bryder stilheden, da vi kører forbi en bygning omgivet af ukrudt.

“Det er et savværk, hvor han engang arbejdede,” oversætter Dessy Ratnasari. “Det gik fallit, fordi der ikke er flere træer at fælde til tømmer. Savværket beskæftigede 1300 arbejdere og betalte lønninger for 800 millioner rupiah om måneden” (ca. 450.000 kr.). “Der var adskillige store og mindre savværker rundt om Pontianak. Nu er det kun et af de store, der kører,” fortæller Harun.

Men hvordan er det kommet så vidt, at næsten en tredjedel af den regnskov, der fandtes på Borneo i 1985, var forsvundet 20 år efter, i 2005? Der findes et enkelt og kun lidt forsimplet svar: KKN, som er de initialer, indoneserne bruger som forklaring på mange af landets problemer: KKN står for korupsi, kolusi og nepotisme (korruption, komplot og nepotisme). I de 32 år, Suharto var præsident, til han blev tvunget fra magten i 1998, var de indonesiske skove blandt de mange ressourcer, der blev behandlet som personlig ejendom af ham, hans familie og af de medlemmer af militæret, som var med til at holde ham ved magten.

Siden Suhartos afgang er den politiske magt blevet decentraliseret, og beslutninger om naturressourcerne træffes mere lokalt. Resultatet har alt for ofte været det, en miljøforkæmper kalder “en demokratisering af korruptionen”.

De lokale embedsmænd, der havde set Suharto og co. plyndre landet i årtier, begyndte at berige sig selv. Mange provinsguvernører, distrikts-bupati (regenter) og politiet begyndte ihærdigt at kræve bestikkelse: fra tømmerselskaberne for at give dem tilladelse til at fælde skov, som rent faktisk var fredet; fra illegale skovhuggere for at se gennem fingre med deres indtrængen i nationalparkerne; og fra oliepalmeselskaberne for at tillade storstilet skovrydning og afbrænding af skovområder med henblik på at anlægge plantager. Det hele blev endnu værre af, at der herskede stor forvirring omkring placeringen af det juridiske ansvar og ejerskabet til jorden.

Måske er du interesseret i ...

Læs også