Eksplosionen

På en steghed junidag i Houma, Louisiana, vrimlede det med folk i det britiske olieselskab BP’s lokalafdeling. Stedet var blevet forvandlet til kommandocentral efter eksplosionen på boreplatformen Deepwater Horizon den 20. april.Mark Ploen, konsulent og næstkommanderende i indsatsledelsen med 30 års erfaring i bekæmpelse af oliekatastrofer, var en af dem. Han var omgivet af folk, han havde samarbejdet med i forbindelse med udslippet fra Exxon Valdez i Alaska 20 år tidligere. “Det er ligesom et studenterjubilæum,” konstaterede han tørt.

22. oktober 2010

På en steghed junidag i Houma, Louisiana, vrimlede det med folk i det britiske olieselskab BP’s lokalafdeling. Stedet var blevet forvandlet til kommandocentral efter eksplosionen på boreplatformen Deepwater Horizon den 20. april.

Mark Ploen, konsulent og næstkommanderende i indsatsledelsen med 30 års erfaring i bekæmpelse af oliekatastrofer, var en af dem. Han var omgivet af folk, han havde samarbejdet med i forbindelse med udslippet fra Exxon Valdez i Alaska 20 år tidligere. “Det er ligesom et studenterjubilæum,” konstaterede han tørt.

80 km fra kysten og 1,5 km nede i vandet udspyede BP’s Macondo-boring hver fjerde dag den samme mængde olie som hele Exxon Valdez-udslippet tilsammen. En eksplosiv såkaldt udblæsning, hvor olie og gas trænger op igennem brønden fra boringen, havde forvandlet Deepwater Horizon til en bunke forkullet metal. Ingen, hverken olieindustrien eller myndigheder, havde troet, at det kunne ske.

Det regeringskontor, der administrerer off-shore-olieudvinding (boringer i havet uden for de kystnære områder), hævdede, at risikoen var mindre end 1 %. Store udslip var en sjældenhed. “Indtil nu,” som Mark Ploen sagde.

I Houma var flere end 1000 mennesker i gang med en gigantisk oprydning. Strandene blev afpatruljeret, fly og helikoptere cirkulerede over havet, og den voksende oliepøl blev bekæmpet med oliesugere og enorme mængder kemiske opløsningsmidler. Ved selve “kilden” flød skibene rundt i et hav af olie. Der lød øredøvende brøl fra boreskibet Discoverer Enterprise, når det afbrændte opsamlet metangas, og der skød flammer op fra en anden borerig, som afbrændte olie og gas opsamlet gennem en separat rørledning forbundet med den ødelagte udblæsningsventil. I nærheden brændte to rejefiskerbåde olie af, så en buet mur af flammer og en høj søjle af fedtet, sort røg rejste sig. Milliarder af dollar blev brugt. Men millioner af tønder råolie arbejdede sig stadig tættere på sandbankerne, sumpene og strandene langs Den Mexicanske Golf.

Ligesom at arbejde med rystede sodavandsflasker

Det er svært at finde et vanskeligere sted at bore end 300 m nede i Golfen. Fra den svagt skrånende kontinentalsokkel falder havbunden brat og bliver til et kaotisk bjerglandskab med kløfter, højderygge og muddervulkaner.

De oliefelter, det kan betale sig at udnytte, ligger begravet dybt nede, ofte under bevægelige saltlag, der tit rammes af undersøiske jordskælv. Temperaturen på havbunden er nær frysepunktet, mens oliefelterne kan blive 200° varme. Den kombination er ligesom varme sodavandsflasker, der er blevet rystet og kun venter på, at kapslen skal ryge af. Lommer af eksplosiv metangas og metanhydrater, frosne, men ustabile, lurer i aflejringerne og øger risikoen for en eksplosion.

I årtier betød de store omkostninger ved off-shore-boringer, at man holdt sig på lavt vand. Men de reducerede oliereserver, svingende oliepriser og opdagelser af store offshore-forekomster satte gang i boringerne på dybt vand.

Myndighederne opfordrede boring på dybt vand

Allerede i 1995 opfordrede USA’s kongres olieselskabene til at bore på dybt vand i Golfen. Samme år vedtog man en lov, der gav afkald på licensafgifter for dybvandsfelter, som blev tildelt olieselskaberne mellem 1996 og 2000. Antallet af licenser, der blev solgt i farvande med dybder på 800 m eller derover, blev mangedoblet fra ca. 50 i 1994 til 1100 i 1997.

Nu står Den Mexicanske Golf for 30 % af USA’s olieproduktion, hvoraf halvdelen kommer fra dybt vand (ca. 300 til 1499 m), en tredjedel fra ultradybt vand (1500 m og derover) og resten fra lavt vand. Formentlig gemmer Golfens dyb på op til 45 milliarder tønder råolie.

Mens teknologien førte olieselskaberne ud på dybere vand, sakkede metoderne til forebyggelse af ukontrollerede udblæsninger og rensning efter udslip imidlertid agterud. Siden begyndelsen af dette årti har rapporter fra industri og forskere advaret om den øgede risiko for udblæsninger på dybt vand, usikkerheden ved udblæsningsventiler og vanskeligheden ved at standse et udslip på dybt vand, når det først er begyndt – en særlig bekymring, der skyldes, at boringer på dybt vand som følge af det høje tryk kan slippe op til 100.000 tønder ud om dagen.

Myndighederne nedtonede den slags problemer. I 2007 viste en undersøgelse, at der fra 1992 til 2006 kun var sket 39 ukontrollerede udblæsninger under boring i flere end 15.000 olie- og gasfelter i Golfen. Kun få gange slap store mængder olie ud. Og der var kun et enkelt dødsfald. De fleste af udblæsningerne blev stoppet inden for en uge, typisk ved at man pumpede brøndene fulde af tungt boremudder eller ved, at man lukkede dem ned mekanisk og omdirigerede gasboblen, der havde udløst det farlige “opstød”.

Selv om ukontrollerede udblæsninger var relativt sjældne, viste rapporten dog en markant stigning i antallet af dem, hvor der var foretaget cementering af brøndens stålforing for at udfylde tomrummet mellem den og brøndvæggen.

Måske er du interesseret i ...

Læs også