Vant til usikre forhold

To år efter cyklonen hænger Munshiganj stadig til tørre. Nasir Uddin og hans naboer kæmper en hård kamp for at vride saltvandet ud af deres sjæl, genopbygge deres liv og undgå at blive ædt af de tigre, der strejfer rundt i landsbyen om natten, og som er tvunget ud fra den tilstødende Sundarbans-mangrove i jagten på let bytte. Angrebene er steget i takt med den øgede befolknings- og miljøbelastning. I de senere år er snesevis af beboere omkring Munshiganj forsvundet eller blevet såret – der var to, der døde i den uge, jeg var der – og nogle af angrebene fandt sted midt om dagen.

13. maj 2011

To år efter cyklonen hænger Munshiganj stadig til tørre. Nasir Uddin og hans naboer kæmper en hård kamp for at vride saltvandet ud af deres sjæl, genopbygge deres liv og undgå at blive ædt af de tigre, der strejfer rundt i landsbyen om natten, og som er tvunget ud fra den tilstødende Sundarbans-mangrove i jagten på let bytte. Angrebene er steget i takt med den øgede befolknings- og miljøbelastning. I de senere år er snesevis af beboere omkring Munshiganj forsvundet eller blevet såret – der var to, der døde i den uge, jeg var der – og nogle af angrebene fandt sted midt om dagen. “Der er slemt her, men hvor kan vi ellers tage hen?” siger Nasir Uddin og studerer det 1,5 m høje lerfundament, hvor han med et rentefrit bistandslån har tænkt sig at genopføre sit hus.

Denne gang bruger han træ, der kan flyde, i stedet for ler. Rismarkerne rundt om huset er fyldt med vand, mest brakvand, og de fleste af de lokale bønder er begyndt at opdrætte rejer eller krabber i det salte vand. Landsbyens dybe brønde er også blevet salte, fortæller han, hvilket tvinger folk til at opsamle regnvand og ansøge bistandsorganisationerne om vandrationer, der fragtes ud med lastvogn, pumpes over i en tank i landsbyen og bæres hjem i aluminiumskander, som regel på hovedet af unge kvinder. “Du skulle tage et billede af dette sted og så vise det til folk, der kører i store biler i dit land,” siger Nasir Uddins nabo Samir Ranjan Gayen, der leder en lokal bistandsorganisation. “Du kan fortælle dem, at det er et varsel om, hvordan der vil se ud i det sydlige Florida om 40 år.”

Som Munshiganjs indbyggere kan bevidne, er havet ikke til at spøge med, og før eller siden vil det komme og tage jorden her. Uanset hvor slemt det bliver, er det alligevel svært at forestille sig millioner af bangladeshere pakke sammen og flygte i hobetal til Indien. De vil givetvis blive ved at tilpasse sig til den bitre ende, og når det bliver helt umuligt, vil de nok også tilpasse sig det. Det er et spørgsmål om nationalkarakter – et stærkt overlevelsesinstinkt kombineret med viljen til at affinde sig med forhold, vi andre nok ikke ville kunne leve med.

Abdullah Abu Sayeed, der er forkæmper for afskaffelse af analfabetisme, forklarer det på denne måde: “En dag jeg kørte ud ad en af Dhakas mest befærdede gader – tusindvis af køretøjer, som alle jog af sted – var jeg lige ved at køre en lille dreng ned. Han var højst fem-seks år gammel og lå og sov på en helle midt i trafikken. Bilerne susede forbi blot centimeter fra hans hoved. Men han lå fredeligt og tog en lur midt i noget af verdens mest afsindige trafik. Sådan er Bangladesh. Vi er vant til usikre forhold, og vores forventninger er meget, meget lave. Det er derfor, vi kan tilpasse os stort set alt.”

Måske er du interesseret i ...

Læs også