Laboratorium for nye løsninger i ulandene

Dhaka er hver eneste dag mål for tusindvis af mennesker­, der flygter fra oversvømmelser i nord og cykloner i syd. Mange ender i slumkvarteret Korail. Dhaka er i forvejen tynget af hund­redtusindvis af tilflyttere og ikke i stand til at tage sig af nye. Det er allerede en kamp for byen at levere de mest basale ydelser.

13. maj 2011

Dhaka er hver eneste dag mål for tusindvis af mennesker, der flygter fra oversvømmelser i nord og cykloner i syd. Mange ender i slumkvarteret Korail. Dhaka er i forvejen tynget af hundredtusindvis af tilflyttere og ikke i stand til at tage sig af nye. Det er allerede en kamp for byen at levere de mest basale ydelser.

Men netop fordi Bangladesh har så meget at slås med, har det længe fungeret som laboratorium for nye løsninger i ulandene. Det er kommet ud af den ene krise efter den anden og har vist sig langt mere ressourcestærkt, end skeptikere havde troet. Dhaka er sæde for BRAC, som er den største almennyttige organisation i et udviklingsland. Organisationen er blevet fremhævet som et mønstereksempel på, hvordan man med en hær af feltarbejdere kan levere basal sundhedspleje og andre ydelser. Det er også Bangladesh, der har fostret den verdenskendte globale mikrolånbevægelse stiftet af Grameen Bank og dens grundlægger Muhammad Yunus, der har modtaget Nobels Fredspris.

Og tro det, eller lad være, men også befolkningstilvæksten er en succeshistorie. For at reducere den høje fødselsrate udviklede Bangladesh i 1970’erne et familieplanlægningsprogram, der på græsrodsplan har sænket fødselsraten fra 6,6 børn pr. kvinde i 1977 til omkring 2,4 i dag – et historisk lavt tal for et land med fattigdom og mange analfabeter. En faldende fødselsrate bliver oftest forbundet med økonomisk fremgang, der får forældre til at begrænse familiens størrelse for bedre at kunne sikre børnene uddannelse og give dem flere muligheder. Men Bangladesh har trods manglende økonomisk fremgang alligevel formået at reducere fødselsraten.

“Det var meget svært i begyndelsen,” siger Begum Rokeya, der er 42 år og statsansat sundhedsarbejder i Satkhira-distriktet. Hun har været på tusindvis af hjemmebesøg for at overtale nygifte til at benytte prævention og planlægge familiens størrelse. “Dette er et meget konservativt land, og mændene lægger pres på kvinderne for at få en masse børn. Men de begyndte at indse, at hvis de fik deres børn vaccineret, behøvede de ikke at få mange børn for at være sikre på, at nogle af dem ville overleve. De kan godt lide tanken om at have færre munde at mætte.”

Bangladesh har i samarbejde med et hav af bistandsorganisationer taget et stort skridt hen imod at sikre kvinder uddannelse og økonomiske muligheder; andelen af kvinder i arbejdsstyrken er fordoblet siden 1995. Økonomien er i vækst godt hjulpet på vej af beklædningseksporten. Desuden er det lykkedes Bangladesh at nå et af FN’s vigtige udviklingsmål: Mellem 1990 og 2008 faldt spædbørnsdødeligheden dramatisk fra 100 til 43 dødsfald pr. 1000 nyfødte – hermed er Bangladesh et af de lavindkomstlande, der har gjort størst fremskridt på området.

I Dhaka virker disse succeser dog ubetydelige sammenlignet med den overvældende fattigdom og konstante tilstrømning af landsbyboere, hvilket har fået flere organisationer, bl.a. BRAC, til at involvere sig i at hjælpe landbefolkningen med at lære at overleve i et stadig ringere miljø. “Vores mål er at afholde folk fra overhovedet at tage til Dhaka ved at hjælpe dem med at tilpasse sig og finde nye måder at klare sig på hjemme i landsbyen,” siger Babar Kabir, leder af BRAC’s klimaforandrings- og katastrofeberedskabsprogrammer. “Store storme som Aila rykker dem op fra den tilværelse, de kender.”

Måske er du interesseret i ...

Læs også