Ibrahim Khalilullah

Ibrahim Khalilullah har ikke overblik over, hvor mange gange han er flyttet. “Tredive? Fyrre?” spørger han. “Betyder det noget?” Ind imellem alle disse flytninger er det lykkedes ham og hans kone at opfostre syv børn, der “aldrig har manglet et måltid mad”, siger han stolt. Han er en varm, godmodig mand med gråt kortklippet hår og halvlangt gråt skæg, og der er en undertone af munterhed i alt, hvad han siger.

13. maj 2011

Ibrahim Khalilullah har ikke overblik over, hvor mange gange han er flyttet. “Tredive? Fyrre?” spørger han. “Betyder det noget?”

Ind imellem alle disse flytninger er det lykkedes ham og hans kone at opfostre syv børn, der “aldrig har manglet et måltid mad”, siger han stolt. Han er en varm, godmodig mand med gråt kortklippet hår og halvlangt gråt skæg, og der er en undertone af munterhed i alt, hvad han siger.

Ibrahim Khalilullah er char-boer, en af flere hundrede tusinde, der bor på de evigt foranderlige øer, char’er, på flodsletterne langs Bangladeshs tre store floder – Padma, Jamuna og Meghna. Disse øer, der ofte er under 3 km2 store, opstår og forsvinder konstant igen, stiger og falder med tidevandet, årstiden, Månens faser, nedbørsmængden og flodernes strømhastighed. Char-boere kan sejle ud for at besøge bekendte på en anden char blot for at finde ud af, at den er forsvundet fra Jordens overflade. Senere kan de høre rygter om, at deres bekendte er flyttet til en ny char, der er skudt op nogle kilometer længere nede ad floden, har rejst et hus i løbet af en dag og tilplantet haven inden mørkets frembrud. Det at skabe sig en tilværelse på char’erne – dyrke afgrøder, bygge sig et hjem, opfostre en familie – er nærmest som at vinde en OL-medalje i tilpasningsdygtighed.

Man skal kende nogle fiduser for at kunne bo på en char, siger Ibrahim Khalilullah. Han bygger altid sit hus i sektioner, der kan skilles ad, flyttes og samles igen på nogle timer. Og han bygger det altid på et fundament af jord, der er mindst 2 m højt. Når han sætter ydervægge op, bruger han plader af bølgeblik, og til taget bruger han tækkehalm. Han opbevarer familiens kufferter i en sirlig stak ved siden af sengen, i tilfælde af at der pludselig skulle blive brug for dem. Og så passer han grundigt på nogle dokumenter, der er gået i arv fra hans far, og som fastslår hans ret til at bosætte sig på nye øer, når de opstår – en del af et indviklet system af love og traditioner, der skal forhindre en million tilflyttere fra f.eks. de sydlige egne i at slå sig ned på char’erne. Men hans egentlige hemmelighed, siger han, er ikke at spekulere for meget. “Vi er alle under pres, men det nytter ikke at gøre sig bekymringer. Dette er vores eneste mulighed, at flytte fra sted til sted til sted. Vi dyrker jorden, så længe vi kan, og så skyller floden den væk. Uanset hvor mange bekymringer vi gør os, ender det altid på samme måde.”

Det er selv i gode tider en usikker livsstil. Og lige nu er tiderne slet ikke gode. I Bangladesh truer klimaforandringer ikke blot kysten, men også samfund som Ibrahim Khalilullahs længere inde i landet. De kan forstyrre de naturlige nedbørsmønstre, f.eks. monsunregnen og snefaldet på Det Tibetanske Plateau, der begge tilfører vand til de store floder, der bugter sig gennem deltaet. Men netop fordi landets geografi er udsat for oversvømmelser og cykloner, har bangladesherne fået et forspring i forberedelserne på en klimaforandret fremtid. I årtier har de udviklet mere saltresistente rissorter og bygget diger for at forhindre de lavtliggende gårde i at blive oversvømmet af havvand. Som følge heraf har landet rent faktisk fordoblet sin risproduktion siden begyndelsen af 1970’erne.

Tilsvarende har de hyppige cykloner sat gang i opførelsen af cyklonbeskyttelsesrum og udvikling af tidlige varslingssystemer for naturkatastrofer. I nyere tid har bistandsorganisationer opført flydende skoler, hospitaler og biblioteker, der også er i funktion under sommermonsunen.

“Nu skal jeg fortælle dig om bangladesherne,” siger Zakir Kibria, der er 37, politolog og ansat som politisk analytiker hos bistandsorganisationen Uttaran, der beskæftiger sig med miljørettigheder og udryddelse af fattigdom. “Det kan godt være, at vi er fattige, og at vi kan virke uorganiserede, men vi er ikke ofre. Og når tingene går skidt, så gør folk, som de altid har gjort – de finder en måde at tilpasse sig og overleve på. Vi er mestre i ‘klimatisk ukuelighed’.”

Muhammad Hayat Ali er en 40-årig bonde, der er rank som et bambusrør. Han bor omkring 50 km oppe ad kysten øst for Satkhira, men stadig inden for rækkevidde af tidevandsbølgerne og saltet i det langsomt stigende hav. “Før i tiden var jorden frodig, og der var rismarker overalt,” siger Muhammad Hayat Ali og laver en fejende bevægelse med armen.

Måske er du interesseret i ...

Læs også