En overraskende ekspedition på isen

Den smeltevandssø, Marco Tedesco studerer, har en afløbsflod, som må føre hen til en forslugen gletsjermølle. Adam LeWinter og jeg er fast besluttede på at finde den, så vi drager af sted bevæbnede med isøkser, isskruer og reb. Vi har ikke engang gået 500 m, da vi støder på forhindringer i form af huller i isen. I begyndelsen kan vi gå rundt om dem, men længere fremme løber de nærmest sammen, så vi er tvunget til at hoppe over hullerne fra én skarp kant til den næste. Det er som at lege hoppefrø på barberblade.

7. juli 2010

Den smeltevandssø, Marco Tedesco studerer, har en afløbsflod, som må føre hen til en forslugen gletsjermølle. Adam LeWinter og jeg er fast besluttede på at finde den, så vi drager af sted bevæbnede med isøkser, isskruer og reb. Vi har ikke engang gået 500 m, da vi støder på forhindringer i form af huller i isen. I begyndelsen kan vi gå rundt om dem, men længere fremme løber de nærmest sammen, så vi er tvunget til at hoppe over hullerne fra én skarp kant til den næste. Det er som at lege hoppefrø på barberblade.

Vi prøver en anden rute, hvor vi følger en højderyg af is, der løber parallelt med floden. Denne gang går det bedre, og vi vandrer flere kilometer hen over indlandsisen. Vi kan ikke finde gletsjermøllen til fods, men vi gør en spændende iagttagelse: På udturen var de huller, vi sprang over, adskilte, cirkulære bassiner, men på tilbagevejen, blot en halv dag senere, er der smeltet så meget is, at hullerne er bundet sammen af hurtigtstrømmende vandløb.

Samme aften i lejren fortæller Marco Tedesco og Nick Steiner, at de har bekræftet, at bunden af smeltevandssøen er spættet med kryokonit.

Kryokonit begynder som et luftbårent sediment, som vinden spreder ud over isen. Det består af urenheder som mineralstøv, der stammer fra fjerne ørkner i Centralasien, partikler fra vulkanudbrud og sod. Sodpartiklerne kommer fra brande, både naturlige og påsatte, foruden fra dieselmotorer og kulfyrede kraftværker. Den svensk-finske polarforsker Nils A.E. Nordenskiöld opdagede og navngav den fine, brune aflejring under et besøg til Grønlands indlandsis i 1870. Men siden Nordenskiölds tid har menneskelige aktiviteter øget mængden af sort sod i kryokonit, og den globale opvarmning har givet det ny betydning.

Den grønlandske geofysiker Carl Egede Bøggild har studeret indlandsisen i 28 år og er begyndt at fokusere på kryokonit. “Selv om der er mindre end 5 % sod i kryokonit, er det soden, der får det til at se sort ud,” siger han. Den mørke farve mindsker isens albedo – eller evne til at reflektere lys – og det øger varmeabsorberingen, som igen fremskynder afsmeltningen.

Hvert år falder der sne og et tyndt lag kryokonit på indlandsisen. Efterhånden som de enkelte års snedække hærdes, bliver støvet indkapslet. Og når somrene er særligt varme, smelter der mange lag is, og dermed frigøres der ekstra meget kryokonit, hvilket giver et mere koncentreret, mørkere lag af sedimentet ved overfladen. “Det er en ond cirkel, som hele tiden forværres,” fortæller Carl Egede Bøggild. “Det svarer til at trække et sort gardin hen over isen.”

Selv i løbet af vores korte ekspedition er det, som om vi kan se dén effekt. På bare en uge har den smeltende is forvandlet vores lejr til et sjappet morads. Et sted i det fjerne er smeltevandssøen forsvundet ned i gletsjermøllen, som vi ledte efter. Og James Balogs kameraer har dokumenteret det hele.

Før ekspeditionen bryder op, får James Balog overtalt mig til at stige ned i en gletsjermølle lige ved siden af lejren. Det er en af de største, EIS-holdet har fundet gennem dets 11 ekspeditioner til Grønland. Den er stor nok til at opsluge et godstog – og helt sikkert stor nok til at opsluge mig. Alligevel kan jeg ikke modstå fristelsen til at sænke mig ned i svælget på denne kløft, som James Balog har døbt “udyret”.

Jeg firer mig ned ad reb, der er belagte med rimfrost. 30 m nede er jeg omgivet af mure af blå is. Jeg bliver gennemblødt af iskolde stænk. Den blå polarhimmel over mig er indrammet af takkede, tre etager høje istapper. Under mig forsvinder det tordnende vandfald, som har boret denne skakt, ned i afgrunden.

Forskere har kastet gule gummiænder, små bolde forsynet med sensorer og enorme mængder af farve ned i gletsjermøllerne i håb om at finde ud af, hvor vandet forsvinder hen, og hvor på Grønlands kyst møllerne tømmes. Man har fundet nogle af boldene og farven, men samtlige ænder er forsvundet. Jeg føler mig fristet til at gå længere ned og undersøge mere, men jeg tager mig i det. Efter at have hængt i mit reb i 20 minutter klatrer jeg op igen.

Måske er du interesseret i ...

Læs også