Kampen mod krybskytterne

Parkbetjentenes mission stopper aldrig. Folk, der bliver taget i at fiske i floden eller i søerne, får beslaglagt deres garn og bliver idømt en bøde. Og kvæg og geder, som græsser inde i parken, skal tilbage til landsbyernes græsningsarealer, ligesom vagterne bliver kaldt ud for at få vilde dyr, som har indtaget landsbyernes marker, tilbage til Kaziranga. Sidstnævnte sker tit.

10. november 2010

Parkbetjentenes mission stopper aldrig. Folk, der bliver taget i at fiske i floden eller i søerne, får beslaglagt deres garn og bliver idømt en bøde. Og kvæg og geder, som græsser inde i parken, skal tilbage til landsbyernes græsningsarealer, ligesom vagterne bliver kaldt ud for at få vilde dyr, som har indtaget landsbyernes marker, tilbage til Kaziranga. Sidstnævnte sker tit.

Men det er intet at sammenligne med at stå over for bevæbnede mænd på næsehornsjagt. Dyrenes horn er eftertragtede til fremstilling af dolkeskæfter i Mellemøsten, og i Asien er de i endnu højere kurs pga. deres påståede evner som naturmedicin. Da et enkelt horn kan indbringe over 175.000 kr. på det sorte marked, er det en handelsvare, som folk er villige til at sætte deres liv på spil for at få fingre i.

I perioden fra 1985-2005 nedlagde krybskytter 447 Kaziranga-næsehorn og adskillige parkbetjente, mens betjentene på den anden side dræbte 90 krybskytter og anholdt 663. Fra 1998 faldt antallet af nedlagte næsehorn til under ni om året, men i 2007 blev der dræbt 18, og i løbet af de fem første uger af 2008, umiddelbart før NG’s ankomst til Kaziranga, var yderligere fem blevet nedlagt. Den ene var en unge, hvis horn knap nok var vokset ud endnu, mens moderen fik sit horn hakket af, mens hun stadig var i live. Hun døde først to dage senere.

Der blev foretaget en række anholdelser, og det hjalp, men hvis man skal dømme efter, hvad der tidligere er sket, kommer der bare nogle andre krybskytter til før eller senere. Kaziranga har imidlertid også et andet stort problem, som ingen rigtigt kan sætte en stopper for.

Nationalparken er afhængig af de omkringliggende områder, hvis den skal kunne fastholde det spektakulære opbud af vilde dyr. Når der kommer store oversvømmelser, og jorden forsvinder ned under Brahmaputras brune strømninger, flygter de vilde dyr ud af reservatet. Sådan har det altid været. Forskellen er, at dyrene i dag, uanset hvor de bevæger sig hen, støder ind i et voksende antal mennesker.

Man kan fare vild i det høje græs, som vokser helt ud til Kazirangas sydlige udkant, men på den anden side er man omgivet af børn, hunde, høns, malkegeder og kilometervis af rismarker. Lidt længere væk kan man støde på et skur, hvor en sløv ko ligger med et væskende tigersår på halsen. En af de lokale fortæller, hvordan hun en nat opdagede kattedyret i kvægfolden ved deres hus.

Når afgrøderne begynder at blive modne, tilbringer hendes mand en del nætter i udkanten af deres mark, hvor han prøver at skræmme planteædere lige fra letbenede hjorte til næsehorn væk. De laver nemlig huller i rismarken, for hvert skridt de tager. Familien har det ikke desto mindre fint med nationalparken – en fætter tjener godt på at lave mad til safari-turisterne – men de så gerne, at bureaukratiet, som skulle kompensere folk for de skader, de vilde dyr forvolder, fungerede lidt bedre.

Måske er du interesseret i ...

Læs også