Opdag en verden under jorden

Vietnams største hule er stor nok til at huse en skyskraber. Nu forsøger et hold huleforskere for første gang at nå hulens ende.

“Pas på dinosaurer på den anden side af hundens hånd,” lyder en stemme i mørket.

Jeg genkender Jonathan Sims’ afsnubbede britiske militæraccent, men aner ikke, hvad han taler om. Jeg lyser på ham med min pandelampe, som han sidder der i mørket ved hulens væg.

“Fortsæt du bare, kammerat,” brummer han. “Jeg hviler bare lige min ømme ankel lidt.”

Han og jeg har ved hjælp af et reb krydset den frådende, underjordiske Rao Thuong-flod og er klatret opad mellem 6 m høje, skarpe kalkstensklipper for til sidst at ende på en sandbanke. Jeg fortsætter alene og følger i lysskæret fra min pandelampe et gammelt spor.

Første ekspedition i Hang Son Doong

I foråret 2009 var Jonathan Sims med på den første ekspedition ind i flodgrotten Hang Son Doong i et afsides område i det centrale Vietnam. Hulen, der er gemt godt af vejen i den bjergrige nationalpark Phong Nha-Ke Bang nær grænsen til Laos, er del af et system bestående af omkring 150 huler i Truong Son-bjergene, hvoraf mange stadig ikke er udforsket.

Den første ekspedition nåede 4 km ind i Hang Son Doong, før deltagerne blev stoppet af en 60 m høj mur af mudret kalkspat.

De døbte deres forhindring “Den Vietnamesiske Mur”. Over den kunne de skimte et åbent rum og et lysskær, men de anede ikke, hvad der lå på den anden side. Men nu, et år senere, er de vendt tilbage – syv passionerede britiske huleforskere, et par videnskabsfolk og et hold bærere – for at forsøge at forcere muren, kortlægge grotten og, om muligt, fortsætte helt til hulens ende.

Et kæmpestort sort rum

Foran mig forsvinder stien under en enorm bunke nedfalden klippe – blokke på størrelse med hele bygninger, som er faldet ned fra loftet og landet med et brag på bunden. Jeg lægger hovedet tilbage, men hulen er så stor, at lyset fra min pandelampe drukner. Det er som at stirre på en nattehimmel uden stjerner. Jeg befinder mig angiveligt i et rum, der er stort nok til at rumme en jumbojet, men jeg kan ikke konstatere, om det er sandt. Det er så mørkt, at jeg lige så godt kunne have haft en sæk over hovedet.

Jeg slukker pandelampen for rigtigt at fornemme mørket. Jeg kan intet se først, men så, efterhånden som mine øjne vænner sig til alt det sorte, kan jeg overraskende nok skimte et svagt, spøgelsesagtigt lys forude. Jeg bevæger mig forsigtigt gennem stenblokkene, småtrippende af ophidselse. Klippestykkerne skrider under mine fødder, og det giver genlyd i det usynlige hulrum. Jeg går op ad en stejl skråning, drejer om et klippefremspring og standser så brat op.

En kæmpemæssig solstråle kommer brusende ned i hulen som et vandfald. Hullet i loftet, som lyset strømmer igennem, er ufatteligt stort, mindst 90 m i diameter. Lyset, som trænger dybt ned i hulen, åbenbarer for første gang Hang Son Doongs enorme og overvældende størrelse. Med omkring 90 m i bredden og ca. 240 m til loftet er her faktisk plads til en hel karre af 40-etagers højhuse, hvis det skulle være. Der hænger endda tottede skyer oppe under loftet.

Lyset, som stråler ned ovenfra, afslører et over 60 m højt tårn af kalkspat på hulens bund, som er dækket af bregner, palmer og andre jungleplanter. Stalaktitter hænger ned fra kanten af det kæmpestore ovenlyshul som forstenede istapper. Klatreplanter hænger flere hundrede meter ned fra hullet, og mursejlere dykker ned i og svæver gennem den strålende søjle af solskin. Jonathan Sims indhenter mig. Mellem os og det solbeskinnede hulrum forude står en stalagmit, som set fra siden minder om en hundepote.

Hundens hånd

“‘Guds hånd’ ville være lidt for banalt,” siger han og peger på formationen. “Men ‘hundens hånd’ er meget passende, synes du ikke?”

“Første gang jeg kom til denne indsunkne doline, ovenlyshullet deroppe, var jeg sammen med en anden huleforsker. Vi havde begge to en søn på fire år, så vi vidste alt om dinosaurer, og hele sceneriet mindede os om noget, der kunne være hentet direkte ud af Arthur Conan Doyles science fiction-roman Den forsvundne verden, siger han.

“Da min makker bevægede sig ud i sollyset, sagde jeg ‘Pas på dinosaurer’, og dette navn blev bare hængende.”

Da hulerne var legendariske, men uudforskede

For 20 år siden var vores ekspeditionsledere, Howard Limbert og hans kone Deb, de første huleforskere, som siden 1970’erne havde besøgt Vietnam. Dengang var landets huler legendariske, men uudforskede. I 1941 forberedte revolutionslederen Ho Chi Minh opstanden mod japanerne og franskmændene i Pac Bo-hulen nord for Hanoi, og under Vietnamkrigen søgte vietnameserne beskyttelse mod de amerikanske bomber inde i hulerne.

De erfarne huleforskere Howard og Deb Limbert fra Yorkshire Dales i Nordengland tog kontakt til Hanois videnskabelige universitet, og efter at have fået alle nødvendige tilladelser indledte de en ekspedition i 1990. Siden da har de været her 13 gange, fundet en af verdens længste flodgrotter – den 19 km lange Hang Khe Ry tæt på Hang Son Doong – og hjulpet vietnameserne med at etablere den 857,5 km² store nationalpark Phong Nha-Ke Bang, som i dag tiltrækker en kvart million vietnamesiske og udenlandske besøgende om året. Strømmen af turister, som har øget de lokales indtægtsgrundlag væsentligt, kommer for at opleve parkens underjordiske hule af samme navn.

Junglen er meget tæt her, og Howard og Deb Limbert ville nok aldrig have fundet hulerne uden lokal hjælp.

“Ho Khanh har været med lige fra starten,” siger Howard Limbert og nikker over mod en tynd mand, der får sig en cigaret ved lejrbålet.

Vi sidder rundt om bålet lige inden for åbningen til Hang En, det 1,5 km lange indgangsområde, der løber som en tunnel under en ring af bjerge og videre ind i den forsvundne verden.

“Vi kunne ikke have gjort det uden ham,” siger Howard Limbert. Ho Khanhs familie boede i en landsby i nærheden. Hans far blev dræbt under krigen, og så måtte Ho Khanh i en ung alder klare sig selv i junglen. I årevis jagede han i grænselandet og søgte tilflugt i grotterne, når det regnede, eller når bomberne faldt.

Først opdaget efter tre eksepditioner

“Der måtte tre ekspeditioner til, før vi fandt Hang Son Doong,” fortæller Howard Limbert. “Ho Khanh fandt indgangen som dreng, men han havde glemt, hvor den var. Det lykkedes ham først at lokalisere den igen sidste år.”

Kalkstenshøjene er dækket af bambus og anden bevoksning, og stedet er nærmest uigennemtrængeligt. Under overfladen er denne del af Vietnam én stor kalkstensblok. Hang Son Doong blev dannet for 2-5 millioner år siden, da flodvand flød ned langs en forkastning, så der opstod en gigantisk tunnel under bjergene. Og på steder, hvor kalkstenen var skrøbelig, styrtede loftet sammen i såkaldte jordfaldshuller, så der opstod enorme ovenlyshuller.

For huleforskere som Howard og Deb Limbert er det en kæmpe gevinst at finde en hule på størrelse med Hang Son Doong. “Foreløbig har vi bare kradset lidt i overfladen,” siger de om nationalparken, som blev optaget på UNESCO’s Verdensarvsliste i 2003 på grund af skovene og hulerne. “Der er meget mere at tage fat på.”

Verdens største hule

Første gang Howard og Deb Limbert så disse enorme rum, var de sikre på, at de havde fundet verdens største hule. Der findes længere huler end Hang Son Doong. Hulesystemet Mammoth i Kentucky i USA er indehaver af den rekord med i alt 590 km. Der findes også dybere huler. Krubera-Voronja, “kragens hule”, i de vestlige Kaukasus-bjerge i Georgien går 2191 m ned.

Men når vi taler gigantiske hulrum, er der ikke mange huler som Hang Son Doong. På det tidspunkt, da Howard og Deb Limbert fandt hulen, mente man, at verdens største var “dyrehulen” i nationalparken Gunung Mulu i den malaysiske del af Borneo. Den blev for nylig målt til at være 2 km lang, 150 m bred og 120 m høj. Hang Son Doong viste sig at være mere end 4 km lang, op til 90 m bred og visse steder næsten 200 m høj.

“Vi ledte faktisk ikke efter verdens største hule,” siger Deb Limbert, men hun er nu glad for, at hulens nye berømmelse måske kan være med til at give de lokale beboere et bedre liv.

Fem dage, kun halvvejs inde

Efter fem dages ekspedition, hvor vi har vandret, slæbt og kravlet, er vi stadig kun halvvejs inde i hulen. Hvis man tæller alle huleforskere, videnskabsfolk, film- og fotofolk samt bærere, er vi over 25 mennesker, og det har med stor sandsynlighed været med til at forsinke fremrykningen. Desuden er det ikke helt ufarligt at klatre hen over de nedfaldne klippestykker under jordfaldshullet “Pas på dinosaurer”.

Hvis man sætter foden forkert på de glatte klippeblokke, kan det betyde et fald på over 30 m.

Da vi når frem til det næste ovenlyshul, som huleforskerne i sjov kalder Edammers Have, er det endnu større end det første. Også under dette hul ligger der et bjerg af nedfalden klippe bevokset med en jungle af 30 m høje træer, lianer og brændenælder.

Den Vietnamesiske Mur

Tiden er ved at være knap, og det samme gælder vores forsyninger, så Howard Limbert sender et par mand i forvejen til Den Vietnamesiske Mur for at finde ud af, om det overhovedet kan lade sig gøre at forcere den. Muren ligger mere end 1,5 km længere inde i hulen. For foden af den er der en 50 cm dyb grøft fyldt med vand, og på hver side 12 m høje mudrede vægge. Væggene er så glatte som Nutella, og man kan ikke gå normalt i grøften, nærmest kun snuble fremad.

Når man når hen til muren, er man smurt fuldstændigt ind i mudder. Huleforskerne kalder stedet for Passchendaele efter et skyttegravsslag nær den belgiske landsby Ypres under 1. verdenskrig. Her kostede 8 kilometers fremmarch de allierede 310.000 mand.

Det er teknisk krævende og farligt at forcere en 60 m høj, ludende mur af mudret kalkspat, så der skal et par vaskeægte vovehalse til. Derfor har Howard Limbert hyret Gareth “Sweeny” Sewell og Howard Clarke, “Clarky”, til opgaven. De har udforsket huler sammen i 20 år og prøvet kræfter med de værste jordfaldshuller i England.

Det er dag 1 i forsøget på at forcere muren, og mens Clarky sikrer rebet for foden af muren, begynder Sweeny resolut at arbejde sig opad, mens han borer det ene hul efter det andet.

I 12 timer kværner og bander de løs på deres karakteristiske Yorkshire-dialekt.

“Det forpulede skidt er dækket af mudder,” siger Sweeny på et tidspunkt. Ingen af dem nævner opgavens virkelige faremomenter: Hvis en af de 15 cm lange skruer faldt ud, ville det reb, Sweeny hænger i, ryge samme vej, og han ville formentlig rive resten af skruerne med sig og styrte i døden.

Om natten etablerer vi en interimistisk lejr ved muren, og næste dag fortsætter Sweeny, hvor han slap, mens Clarky endnu en gang sikrer rebene. Snart giver lyden af borets snurren genlyd gennem det mørke hvælv. Sweeny er nu så højt oppe, at vi kun svagt kan ane lyset fra hans pandelampe. Efter at have boret huller og klatret opad i 20 timer forsvinder Sweeny endelig over muren, og nogle minutter senere hører vi et: “JUHUUUU!” Så klatrer Clarky op ad rebet, hvorefter han råber ned til mig, så det runger gennem hulen: “Nå, kommer du eller hva’?”

Oppe fra toppen af Den Vietnamesiske Mur kan vi bogstaveligt talt se lyset for enden af tunnelen. Vi råber højt i begejstring. Målinger viser senere, at der ved Passchendaele er knap 200 m fra bund til loft. Men her og nu er vi bare tre fyre på opdagelse. Intet menneske har tidligere sat sin fod her. Vi hejser os ned på den anden side af muren og begynder at bevæge os ned ad trappelignende klipper mod udgangen.

“Se lige her,” brøler Clarky og sætter sig på knæ ved et udtørret bassin. Sweeny og jeg kommer hen til ham. Nede i bassinet kan vi i pandelampernes skær se nogle perler: ærtesten. Perlerne dannes, når vanddråber fra loftet rammer kalkstensunderlaget, så der løsnes bittesmå stykker af klippen. De små korn bliver skubbet rundt i deres klippelommer, hver gang en dråbe rammer dem. Det får kalkmaterialet til at aflejre sig omkring kornene, og når processen har stået på i flere tusind år, dannes der runde perler af kalkspat. Ærtesten er sjældne, og i de fleste huler er de ikke større end marmorkugler, men her er de på størrelse med tennisbolde. “Jeg døber hermed denne hulegang Pearl Harbor,” udbryder Clarky.

20 minutter senere klatrer vi op og ud af hulen. Det regner i junglen. Vi baner os vej gennem den tætte bevoksning, indtil vi kan se horisonten og sikre os, at dette ikke bare er endnu et ovenlyshul. Vi er virkelig nået til enden af Hang Son Doong. Sweeny og Clarky er alt for beskedne til at sige det højt, men vi har netop som de allerførste arbejdet os hele vejen igennem det, der meget vel kan være verdens største hule.

Måske er du interesseret i ...

Læs også