3D-oplevelse: Verdens vildeste grotte

En serie 360-graders panoramaoptagelser giver dig muligheden for at opleve Vietnams Son Doong-grotte, som er en af klodens største. Klik til 'full screen' for at udforske grotten og få den komplette 3D-oplevelse af en af verdens vildeste grotter.

27. maj 2015 af Jane J. Lee

KLIK PÅ BILLEDET OG VÆLG 'FULL SCREEN' FOR DEN FULDE INTERAKTIVE OPLEVELSE

Hvis du kommer fra mobil eller tablet, skal du blot dreje skærmen for at gå på opdagelse.


Interaktiv oplevelse: Son Doong i 360-graders perspektiv

Se Son Doong-grottens enorme kamre ved hjælp af disse utrolige 360-graders panoramaoptagelser. Son Doong er en af verdens største og vildeste grotter, der nemt kan rumme et Boeing 747-fly eller et helt kvarter i New York med 40 etagers højhuse. De enorme kamre strækker sig så vidt omkring, at forskere har kaldt Son Doong en ”endeløs grotte”. Og nu er det muligt at tage på en digital rundtur i verdens vildeste grotte, hvor du selv kan dykke ned under jorden og se det hele tæt på.

Siden forskere i 2009 opdagede den med hjælp fra en lokal guide, har fotooptagelser givet et forbløffende indblik i grotten, der ligger i Phong Nha-Ke Bang Nationalpark i det centrale Vietnam. Interessen fra nysgerrige besøgende er dog et tveægget sværd, da planlagte byggeprojekter, som skal gøre grotten mere turistvenlig, kan risikere at skade hulesystemets enestående miljø.

Martin Edström byder digitale turister velkommen i verdens vildeste grotte

Fotojournalist Martin Edström håber at kunne åbne grotten for så mange mennesker som muligt. Han ønskede også at dokumentere Son Doong i dens nuværende relativt uberørte tilstand, i tilfælde af at byggeplanerne bliver realiseret. Derfor gik han i januar 2015 sammen med et hold i gang med at skabe en virtuel rundtur i den cirka 4 km lange grotte.

Digitale ”turister” kan ved hjælp af musen klikke sig igennem 360-graders digitale optagelser af de vigtigste dele af Son Doong. Nogle af de største passager er over 90 m brede og 180 m høje.

Martin Edström, hvis arbejde har fået støtte af National Geographic Societys Global Exploration-fond, fortæller her om udfordringerne ved at påtage sig så stor en fotoopgave.

- Du har udtrykt forbehold over for at installere en kabelbane og andre turistattraktioner i grotten. Er du bange for, at medieomtale vil sætte skub i planerne?

Det bedste for grotten ville sandsynligvis have været, at den aldrig var blevet opdaget. Men det er selvfølgelig heller ikke til megen nytte. Vi vil gerne gøre det muligt for forskere at studere den og for folk at opleve den. Men det betyder ikke, at vi skal gøre det på en ansvarsløs måde.

Naturligvis skal vi gøre det lettere for folk at besøge den. Det vil være til gavn for lokalsamfundene, fordi de får flere turistindtægter, og det er vigtigt. Men det må ikke gøres på en måde, så vi pludselig går fra nul til 100.000 besøgende om året. Vi må sikre, at grotten bevares så intakt som muligt.

- Hvorfor besluttede du at skabe en interaktiv oplevelse i stedet for bare at tage billeder eller optage video?

Jeg arbejder med interaktiv journalistik, fordi det giver brugeren en meget større og dybere oplevelse – det er muligt at lade folk gå gennem grotten, som om de var der selv. På den måde får man læseren ind i historien og får dem til at udforske den aktivt.

Vi har også opbygget et lille arkiv, som viser grotten, som den var, da vi var på stedet i januar 2015. Så vi har en digital kopi af grotten i tilfælde af, at den bliver ødelagt.

- Hvordan adskiller grotteprojektet sig fra dine andre projekter?

Alt var så kæmpestort og majestætisk. Det var meget vanskeligt at planlægge logistisk. Først og fremmest belysningen – man skal oplyse en fuldstændig mørk hule. For at tage billeder eller optage video skal man belyse i én retning. Men til 360-graders optagelser skal man have lys 360 grader rundt.

Vi skal sikre os, at der er lys hele vejen rundt, når vi optager. Det slugte en masse tid.

- Hvordan oplyste I så enormt et rum?

Til at begynde med fik vi nogle fantastisk kraftige lys fra et lille firma i Holland – de kraftigste transportable LED-lys, jeg nogen sinde har set.

Derefter løb tre fra mit hold bare rundt i hulerne med lysene. Grotten er flere kilometer lang, og vi måtte sprede os og oplyse grotten fra mange forskellige vinkler.

- Hvad med kameraerne?

Vi havde en kolossal masse kameraopstillinger. Jeg tror, vi havde 25 kameraer med af forskellig slags. De spændte fra den hurtige løsning med at opstille et kamera på et stativ til større kameraer og bedre linser, som dækkede flere områder.

- Var der nogen overraskelser undervejs?

Vi havde mange logistiske problemer. Det gik fint med at få udstyret gennem lufthavnene indtil Vietnam – her ville de beslaglægge alle vores stativer. Så jeg måtte udfolde noget blød diplomati for at få stativerne ind i landet.

I selve grotten, selv om vi havde planlagt alting nøje og prøvet at få en fornemmelse af afstandene, havde vi ikke helt forestillet os, hvor kolossal Son Doong rent faktisk er. Det var helt vildt.

Vi var ekstremt heldige på mange måder. Vejret var med os, og der var ingen, der brækkede foden.

- Hvad får man ud af 3D-oplevelsen som beskuer?

Det handler ikke så meget om den visuelle styrke, men mere om kontrol. Moderne journalistik er lineær. Man læser en tekst fra punkt A til punkt B, eller man ser en reportage fra start til slut.

Men her bliver man en aktiv udforsker, en aktiv bruger. Hvis man ikke udforsker historien, udfolder historien sig heller ikke.

Måske er du interesseret i ...

Læs også