Langt ude i Ruslands fjerne østen mærker landet stadig de urkræfter, der skabte Kamtjatka-halvøen, hvor den 3521 m høje vulkan Kronotskij knejser over nabotoppe, tundra, skov og mose.

Galleri: Kronotskij-reservatet

16. november 2009

Kronotskij-reservatet i Rusland er bedst tjent med at ligge uberørt hen i ophøjet ensomhed.

Sommeren går på hæld, og efteråret sniger sig ind over en tundra, der er plettet med vandhuller i Uson-calderaen. Turister har adgang hertil og til Gejserdalen i nærheden ad nogle få, omhyggeligt anlagte ruter, som er offentlighedens eneste adgang til det 11.000 km2 store reservat.

Den blev til, da en vulkansk kegle kollapsede omkring 40.000 år siden. Uzon Caldera vedbliver med at dampe i områder, hvor magnaen opvarmer grundvandet til kogepunktet. Den er ikke mere end 13 kilometer bred, men smeltedigel, som er omgivet af klipper rummer mindst 500 geotermiske fænomener, fra varme kilder til mudderhuller.

En letbenet fugl og en luntende brun bjørn har sat fodspor i mudderet ved en varm kilde i Uson-calderaen. Brunbjørne er blandt de største af deres slags på verdensplan og kan veje mere end 540 kg. Der lever over 700 i dette reservat.

En brunbjørn på jagt efter bær i et blåbærkrat, som ser rødligt ud i den kølige septemberluft. Bjørnen skal sikre sig nogle ekstra kilo, inden vinteren sætter ind.

Fugt-perler indrammer en "bog star" på en eng ved bredden af en flod. Planten er én af mere end 750 arter, som er fundet i reservatet. Det er forbudt at plukke planten her, men i andre dele af Rusland anvendes den som naturmedicin til at kurere tarmsygdomme.

Efterårsstormen ruller ned fra Kronotskij-vulkanen og bølger hen over tundraen. Dette enorme mønster af fjerlignende græs, rød hede-melbærris og grøn revling tiltrækker græssende rensdyr, bærplukkende bjørne og spover, der slår sig ned i tusindtal for at ribbe buskene for frugt.

Cirka hver sjette time skyder tons af vand 30 meter op i luften, når Velikan - eller kæmpe-geyseren - i et minuts tid springer. Mere end 20 sådanne dampkaskader flænger luften i det seks kilometer lange Geysernaya flodleje, som er kendt som Geyserdalen. De får selskab af dusinvis af mindre hvæsende ventiler og hundreder af varme kilder. De største geysere blæser 60 ton vand op, men kun en eller to gange om året.

Efter et udbrud i Geyserdalen flyder dampende vand ned over klipperne, som er dækket af varme-elskende alger og bakterier. "Dalen er utrolig farverig", siger Laura Williams, som er senior rådgiver for det russiske World Wildlife Fund. Vulkansk ler, mineraler i vandet og mikroorganismer som trives i de varme vandfald og kilder bidrager til den farverige palette.

I en mudderpøl i Uson-calderaen bobler slammet af vulkansk jord og overophedet vand op i mønstre, der hele tiden forandrer sig. Uson er op til 13 km i diameter og syder og hvæser med over 500 geotermiske fænomener, heriblandt varme kilder og dampende huller.

Efterårets bronzefarvede bregner, som omgiver en dampende mudderpøl i Uzon Caldera risikerer svidende stænk. Men når foråret kommer, får de et tidligt forspring i deres vækst, da varmen hurtigt smelter vinterens tykke dække af sne væk.

Kraftig blæst og snefald har knækket og misformet stenbirkene så dramatisk, at de har fået tilnavnet den "fordrukne skov". Et træ gror endda med sin forkrøblede stamme langs jorden og med grenene skudt mod himlen som en triumferende overlevelsesgestus.

I generationer har bjørnene søgt mod deres yndlingspladser for at fange laks og har trådt en sti langs flodens sving. Sølv-, hunde-, konge- og pukkellaks gyder alle i reservatets klare, strømmende vand.

Folk på landet stoppede engang deres puder med silkefibrene fra bomuldsgræsset. Ligesom en mælkebøtte folder denne plante et hovede af fnug ud, som vil få dens frø til at sejle let afsted for vinden. Lokalt er den kendt som pushitsa og den vokser i marskområder over hele Eurasien.

I den tidlige morgentåge som ruller ind fra kysten, brydes to brune bjørne som teenagere. "Jeg var her for et år siden og så de to gøre det samme", fortæller John Paczkowski, en biolog fra Wildlife Conservation Society. "De sparrede i omkring 40 minutter, og holdt ind i mellem pause for at spise bær. Bjørne i Kronotskij-reservatet møder ofte hinanden ved lakse-floder og synes at socialisere mere her end i andre føde-rige områder.

Vinden pisker hen over den snedækkede vulkan Kronotskij og former skyerne, der rødmer i dagens sidste lys. Bjerget har en af verdens mest perfekte kegleformede tinder. Den var sidst i udbrud i 1923.

Et tvillingekrater kroner den ca. 2000 meter høje Krasheninnikov vulkan – en af flere i Kronotskij-naturreservatet. Denne tinde på Kamchatka-halvøens østlige kyst var sidst i udbrud for 400 år siden, men vulkansk aktivitet har fascineret rejsende siden regionen blev opdaget i 1697.

Dagen gryr over et landskab, der vækker minder om Jordens tilblivelse. Lyset rammer den damp, der stiger op mellem bjergkammene ved foden af Subtjatkabjerget, som har fået navn efter sit forrevne udseende. En overjordisk, men sårbar skønhed.

Måske er du interesseret i ...

Læs også