Blikstille vand og morgenens blide strejf af mosekonebryg står i skarp kontrast til de enorme urkræfter, der formede disse granitbjerge på Hebridernes største ø. Cuillin Hills dominerer den sydlige del af Skye og når flere steder op over 900 m. De opstod som store vulkaner, der igennem millioner af år er blevet eroderede af vind og vejr og rundede af gletsjeres slibende vægt.

Galleri: Hebriderne

I tusinder af år har en lille befolkning klynget sig til de sidste stormomsuste klippeøer inden Nordatlantens åbne vidder: Hebriderne ud for Skotlands kyst.

2. februar 2010

I tusinder af år har en lille befolkning klynget sig til de sidste stormomsuste klippeøer inden Nordatlantens åbne vidder: Hebriderne ud for Skotlands kyst. Foto: Jim Richardson

På Trotternish-halvøen på Skye står basalttinderne vagt over Sound of Raasay. Tinderne blev blottet efter et fortidigt jordskred og vidner om de dramatiske geologiske omvæltninger, der har formet disse øer.

Klipperne ud for Ydre Hebrider er lige så gamle som kontinenterne. I al deres forrevne pragt er de vidnesbyrd om de kræfter, som rev Nordamerika, Europa og Grønland fra hin­anden, da Nordatlanten begyndte at blive dannet for 60 millioner år siden.

De stående sten i Callanish blev formentlig rejst, før Cheops-pyramiden stod færdig. Allerede for 5000 år siden boede der mennesker her, som dyrkede jorden, jagede, fiskede – og byggede. De ydre sten er ca. 3,5 m høje, midterstenen er 4,5 m, og cirklen selv måler 13 m i diameter. Ligesom Stonehenge i England var stencirklen et vigtigt rituelt centrum, der kunne ses milevidt omkring.

For 100 år siden var den beskyttede bugt hjemsted for ca. 3400 mennesker. To verdenskrige, forringede fremtidsudsigter for småbønder og fiskere og storbyens dragende muligheder har siden hen reduceret befolkningen til nogle få hundrede.

Tusmørket falder på over det lyse sand af knuste skaller og den tætte marehalm, som strækker sig kilometer efter kilometer langs Bernerays atlanterhavskyst. Bjergene på Harris ca. 10 km mod nordøst forvandles til blå skygger langt ude i horisonten.

Hærskarer af havfugle fylder luften og befolker de smalle klippefremspring med deres reder. Øens nordspids er ofte skjult af skydække og hæver sig 384 m op over havets overflade. 60.000 sulepar – verdens største koloni – yngler her og på de nærliggende klipper. St Kildas tidligere indbyggere plejede at klatre barfodet op ad disse stejle vægge for at indsamle fugle og æg til føde.

På skråningerne over de forladte rester af St Kildas største bebyggelse finder man stadig stendiger, som omkranser lodder med beriget jord. Digerne skærmede afgrøder af havre og byg mod den salte vind og de græssende dyr. Cleitean – stenhytter formet som bistader – beskyttede lagre af mad og tørv til brændsel. Flere hundrede hytter har overlevet, mange med tørvetagene stadig intakte.

Tågen letter og afslører en ø langt ude i Atlanten. Der levede mennesker på St Kilda i årtusinder, men de sidste indbyggere opgav deres isolerede hjem for knap 80 år siden.

Række efter række af basaltsøjler præger grotten, som fotografen har oplyst indefra. Søjlernes rytmiske udformning og ekkoet fra bølge­bruset har fascineret rejsende siden slutningen af det 18. århundrede.

Måske er du interesseret i ...

Læs også