Sahara forandrer sig stadig

David Mattinglys undersøgelser fører ham til Awba¯ri¯-sandhavet, hvor der utroligt nok findes en lang række småbitte søer med farve som ædelstene. Nogle er violette, andre orange pga. mineraler og alger. De er i al deres lidenhed vidnesbyrd om tidligere tider, da grundvandet lå tættere på overfladen, end det gør i dag. Det er svært at forestille sig, men for 200.000 år siden lå her en sø på størrelse med England. Dengang faldt der rigeligt med regn, og urgamle kanaler vidner om, at der var floder midt i ørkenen.

29. oktober 2009

David Mattinglys undersøgelser fører ham til Awba¯ri¯-sandhavet, hvor der utroligt nok findes en lang række småbitte søer med farve som ædelstene. Nogle er violette, andre orange pga. mineraler og alger. De er i al deres lidenhed vidnesbyrd om tidligere tider, da grundvandet lå tættere på overfladen, end det gør i dag. Det er svært at forestille sig, men for 200.000 år siden lå her en sø på størrelse med England. Dengang faldt der rigeligt med regn, og urgamle kanaler vidner om, at der var floder midt i ørkenen.

I Sahara har klimaet gennem tiden ændret sig, som når der bliver tændt og slukket for en kontakt. I tørre perioder svandt søerne ind, og plantevæksten blev trængt tilbage. Men når klimaet blev mere fugtigt igen, fyldtes søerne atter, og dele af Sahara blev forvandlet til savanne. Og bosættelser med mennesker fulgte med. I de fugtige perioder trivedes de, men når de tørre tider vendte tilbage, visnede de hen eller forsvandt.

Hvordan finder man tidligere tiders vandveje? Det gør man højt, højt oppefra. Forskerne Kevin White og Nick Drake fra Desert Migrations Project har ved hjælp af radarbilleder taget fra rummet kunnet kortlægge mineralrester fra urgamle søer og kilder. Og på de pågældende steder har palæoantropologerne Robert Foley og Marta Mirazón Lahr fundet stenredskaber, pilespidser, ildsteder, grave og andre tegn på, at der engang har boet mennesker. De første nutidsmennesker i området var jægere og samlere, der levede på savannen for ca. 130.000 år siden. Disse mennesker forsvandt, da regnen lidt efter lidt tog af for omkring 70.000 år siden. Men så kom regnen igen, og folk vendte tilbage. Folkevandringerne frem og tilbage kaldes også Saharapumpen: en udvikling, hvor folk bevægede sig ind og ud af det nordlige Afrika i takt med klimaændringerne. Og mejslet ind i ørkenens klipper findes vidnesbyrd om et vådere Sahara, hvor der levede dyr som løver, elefanter og næsehorn, som er afhængige af vand.

Da den seneste fugtige periode sluttede, skete der imidlertid noget pudsigt. For omkring 5000 år siden holdt det igen op med at regne, søerne forsvandt, og ørkenen fik fat. Men denne gang blev folk boende. Klippekunsten tyder på, at man på det tidspunkt allerede var gået over til at holde husdyr i stedet for at jage. Og i tiden efter voksede der et samfund frem, som begyndte at bygge byer og indledte overgangen til egentligt landbrug: den garamantiske civilisation.

Garamanterne havde deres storhedstid under klimaforhold, som minder meget om dem, der er i Sahara i dag. Mange forskere har antaget, at de var ørkennomader, men udgravninger ved deres hovedby, Garama (nær vore dages Jarmah), og landskabsundersøgelser, som David Mattingly og hans forskerhold har foretaget, viser, at garamanterne var fastboende og levede af landbrug i oaserne. De konstruerede et avanceret kunstvandingssystem, som gjorde det muligt at dyrke hvede, byg, durra, daddelpalmer og oliven. Via underjordiske kanaler – såkaldte foggaraer – ledte man grundvand ud på markerne, uden at vandet fordampede. Næsten 1000 km kanaler kan stadig spores. Systemet fungerede fint i flere hundrede år. Men så begyndte vandet, der var deponeret mange år tidligere i de våde perioder, at svigte, og civilisationen gik til grunde.

Sahara ligner ved første øjekast en slags barriere, der skærer Afrika over i to dele. Men for de mennesker, der i årtusinder har befolket Libyen, har det snarere været en korridor. Guld, elfenben og slaver bevægede sig nordpå fra Afrika syd for Sahara, mens olivenolie, vin, glas og andre varer fra Middelhavsområdet strømmede mod syd. Handelen har skabt et uudsletteligt billede i vores bevidshed af en karavane, der bevæger sig af sted gennem vældige sandklitter.

Sahara-korridoren har måske endda været en af de ruter, som vores forfædre fulgte, da de forlod den østlige del af kontinentet for at drage ud og befolke resten af verden. Forskerne har længe antaget, at de tidligste mennesker bevægede sig ud fra Afrika syd for Sahara og ind i Eurasien enten langs Nilen og videre over Sinai-halvøen eller over Det Røde Hav. Nu undersøger man imidlertid holdbarheden af en anden teori, nemlig at Fezzan kan have været en del af en lang korridor, der førte nogle nutidsmennesker frem til Middelhavskysten og derfra over Sinai-halvøen. Måske vandrede vores forfædre gennem disse oceaner af sand fra Rift Valley i nutidens Kenya og ind i vores liv.

David Mattingly kan godt lide arkæologien, fordi “vi kan lære noget af den”. 1500 år efter garamanternes fald er de libyske myndigheder nu i gang med at etablere Den Store Menneskeskabte Flod – en række enorme akvædukter, der skal hente urgamle vandreserver op fra undergrunden og få ørkenen til at blomstre. Vandet, der pumpes op, blev deponeret her for titusinder af år siden, da klimaet var langt fugtigere. Men grundvandsspejlet synker allerede som en konsekvens af projektet, der højst spås en levetid på blot 50-100 år.

På disse kanter er dét ikke meget mere end et øjeblik, så det sidste kapitel i beretningen om Fezzan er tydeligvis ikke skrevet endnu.

Støtte fra NG. Fotografens ekspedition blev til dels støttet af dit abonnement på National Geographic.

Måske er du interesseret i ...

Læs også