Finkerne

Darwin, som formodede, at evolutionen sneg­lede sig af sted med geologisk fart og kun kunne ses direkte i fossilfund, ville også have glædet sig over en anden opdagelse. Hos Galá­pagos-finkerne kan nutidens forskere se evolutionen ske for øjnene af dem. I 1973 begyndte forskerparret Peter og Rosemary Grant på årlige observationer af finkebestandene på den lille Galápagos-ø Daphne Major. De opdagede snart, at finkerne faktisk udviklede sig fra år til år i takt med, at forholdene på øen svingede fra vådt til tørt og tilbage igen.

30. oktober 2009

Darwin, som formodede, at evolutionen sneglede sig af sted med geologisk fart og kun kunne ses direkte i fossilfund, ville også have glædet sig over en anden opdagelse. Hos Galápagos-finkerne kan nutidens forskere se evolutionen ske for øjnene af dem. I 1973 begyndte forskerparret Peter og Rosemary Grant på årlige observationer af finkebestandene på den lille Galápagos-ø Daphne Major. De opdagede snart, at finkerne faktisk udviklede sig fra år til år i takt med, at forholdene på øen svingede fra vådt til tørt og tilbage igen.

I begyndelsen var der for eksempel kun to Darwinfinkearter, der ynglede regelmæssigt på Daphne Major. Den ene var mellem Darwin-finke (Geospiza fortis), der lever af små frø (den anden var kaktusfinken, som æder frø fra kaktusfrugt). Da øen i 1977 blev ramt af hård tørke, og små frø blev sjældne, blev mellem Darwin-finkerne tvunget til at spise større, hårdere frø. De, der havde større næb, klarede sig bedre og overlevede, så de kunne give dette træk videre til deres afkom.

Endnu en forandring indtraf, da en konkurrent ankom i 1982: den store Darwin-finke, som også spiser store, hårde frø. De to arter levede side om side i mange år, og i 2002 var begge usædvanligt talrige. Men så ramte endnu en tørke, og i 2005 var kun 13 store Darwin-finker og 83 mellem Darwin-finker stadig i live.

I stedet for at tilpasse sig tørken ved at spise større frø, som de havde gjort 28 år tidligere, skete der det forunderlige, at mellem Darwin-finkernes næb skrumpede markant i størrelse, idet de i konkurrence med deres større slægtninge tilkæmpede sig en niche ved at overleve på meget små frø. En finke med et mindre næb er ikke en ny finkeart, men Peter Grant regner med, at der kun skal et par begivenheder af den type til, før der er etableret en ny art, som foretrækker ikke at yngle med sin fædrene art.

De variationer, der kan iagttages blandt Galápagos-finkerne, er et typisk eksempel på det, forskerne kalder for “adaptiv radiation”, hvor hver art udvikler sig fra en fælles forfader for at udnytte en bestemt fødekilde. En anden berømt radiation fandt sted på en anden øgruppe – øer af vand snarere end af landjord. Søerne og floderne i Afrikas Rift Valley indeholder omkring 2000 arter af cichlidefisk, der har udviklet sig fra nogle få forfædre – og nogle af dem i løbet af et øjeblik målt i geologisk tid. Den største af disse søer, Victoria-søen, var for eksempel helt tør for kun 15.000 år siden.

Dens 500 forskellige cichlidearter har alle udviklet sig siden da fra en håndfuld arter af usikker herkomst. Ligesom finkerne har cichlidearterne tilpasset sig fødemulighederne på forskellige levesteder såsom stenet eller sandet søbund. Nogle arter spiser alger og har tætsiddende tænder, der egner sig til at skrabe og flå i plantemateriale, mens andre lever af snegle og har kraftige, stærke kæber, der er i stand til at knuse sneglehusene.

Og hvilket gen er skyld i de kraftige kæber? Genet, som danner proteinet BMP4 – det samme gen, der gør næbbet dybt og bredt på Darwin-finken fra Galápagos. Man kan næppe ønske sig et bedre bevis på Darwins teori om alle arters fælles oprindelse end at finde et gen, der udfører den samme funktion hos fugle og fisk på tværs af kontinenterne.

Måske er du interesseret i ...

Læs også