En beretning fra Caminoen

El Camino, eller bare Caminoen, er en århundreder gammel kristen pilgrimsrute. I dag kommer folk fra nær og fjern for at gå et stykke - eller hele Caminoen - i de naturskønne omgivelser. Her kan du læse en beretning fra pilgrimsvandringen.

7. maj 2015 af Michael George

Pilgrimsruten går igennem Frankrig og Spanien

I sommeren 2012 og 2013 gik jeg over 1500 km ad El Camino de Santiago, også kaldet Jakobsvejen eller bare Caminoen, der er en århundreder gammel kristen pilgrimsrute gennem Frankrig og Spanien. Mellem 183.000 og 273.000 mennesker fra hele verden har i hvert af de to år vandret turen, der går gennem byer, hen over bjerge og ad romerske veje. Caminoen ender ved katedralen i Santiago de Compostela, hvor de jordiske rester af Jakob – en af Jesu 12 apostle – ifølge legenden ligger begravet.

Caminoen viser vejen

Da jeg gik Caminoen, blev jeg del af en ældgammel tradition, som lever i bedste velgående i den moderne verden. Pilgrimsvandringen har egentlig rødder i kristen tradition, men er nu genfødt som et åndeligt ritual uden noget bestemt religiøst tilhørsforhold. I 2012 var det kun ca. 40 % af pilgrimmene, der gik turen i den kristne tros navn. Andre går den, fordi de befinder sig i en overgangsfase – pludseligt arbejdsløse, nyligt pensionerede eller fraskilte – eller har brug for et pusterum fra hverdagens trummerum for at stresse af, tage bestik af deres liv, skifte kurs. I samtaler undervejs hørte jeg ofte folk sige: Jeg går Caminoen for at finde mig selv eller for at løse et problem. Jeg hørte også mange sige, med både overbevisning og håb: Caminoen vil vise mig vej.

På Caminoen er der en fællesskabsfølelse, der knytter bånd mellem alle. Efter nogle dage har man fulgtes, talt og spist sammen med mange andre pilgrimme. Selv om man starter alene, vil man snart være omgivet af nye venner fra alle kroge af verden. Gruppen omkring én ændrer sig konstant; man ved aldrig, hvornår nogen forsvinder. Jeg lærte hurtigt at sætte pris på den tid, jeg fik sammen med andre. Når en ny ven blev en plet i horisonten, følte jeg en velkendt bedrøvelse.

Caminoen giver et billede af et simplere liv

Min pilgrimsvandring endte på Spaniens vestkyst med udsigt over Atlanterhavet. Jeg gik ud til fyrtårnet i solnedgangen og så folk brænde deres støvler, mens himlen stod i flammer over dem. I New York, hvor jeg bor, har jeg ofte en følelse af, at mit hjerte er så tyndslidt, at jeg ikke føler meget af noget som helst. Men derude på klipperne gik det op for mig, at jeg nærmede mig slutningen. Mit hjerte svulmede, og så brast det.

Jeg fortæller ofte folk, at det, jeg fandt på Caminoen, var ro, en simpel påmindelse om, hvordan livet kunne være. Nogle vil sige, at det er det samme som at finde Gud – noget at klynge sig til i svære tider.

Måske er du interesseret i ...

Læs også