En 15 m lang liggende Buddha fra Tangdynastiets mellemste periode (781-847) afventer døden, hvor han uforstyrret vil træde ind i nirvana. Hans følge, der er malet på hulens vægge, udtrykker deres smerte.

Galleri: Buddhas huler

I en oase på Silkevejen har en prægtig skat været gemt og glemt i ørkensandet i mere end 600 år.

19. juli 2010

I en oase på Silkevejen har en prægtig skat været gemt og glemt i ørkensandet i mere end 600 år. Foto: Tony Law

En række popler neden for klitterne i Kinas Gobiørken markerer et flodløb, hvis årstidsbestemte vand har formet en 1,5 km lang klippevæg. I det 4. århundrede begyndte buddhister at hugge huler ind i klippesiden og udsmykke deres mørke indre med malerier og statuer.

Smykker belagt med bladguld får dette portræt af Bodhisattva Guanyin fra det 7. århundrede til at virke tredimensionelt – og dermed mere livagtigt. I indisk buddhisme afbildes Guanyin som en mand, men i Kina blev han gradvis forvandlet til en kvinde, til dels for at tilpasse sig den ældre kinesiske tro på en gudinde for barmhjertighed.

Buddhas følge indtager naturtro positurer – et kendetegn for Tangtidens glansperiode, hvor såvel kunsten som buddhismen ifølge historikerne fandt sin højeste udtryksform i grotterne.

Bodhisattvaen til venstre er et fragment, som Langdon Warner i 1924 lirkede ud af et vægmaleri fra Tangtidens glansperiode (705-780). Det indgår nu i kunstsamlingen på Harvard University. Vestlige besøgende fjernede mange genstande fra hulerne i begyndelsen af 1900-tallet, og det er en stadig kilde til vrede i Kina, at museer rundt om i verden udstiller nogle af de manglende stykker.

Mogaohulernes højeste Buddha­statue er 35 m høj og skuer ud fra hule 96 – en pagode i ni etager.

Hindu, taoistisk, og kinesiske guddommeligheder står side om side på væggene og loftet i hule 249 og afspejler blandingen af traditioner ved Mogao.

De tantriske vægmalerier fra det 13. århund­rede i hule 465 hører til de sidste – og mest seksuelt ladede – billeder, der blev malet i Mogao.

Stilladset i denne grotte fra det 10. århundrede er rejst som led i et bevaringsprojekt, der skal afværge virkningen af sand, salt, sod – og turisternes fugtige ånde.

På klitterne over klippesiden er arbejdere ved at lægge et gittermønster af strå for at bekæmpe en nådesløs fjende: sandflugt. En “kinesisk mur” af ørkenplanter skal med tiden erstatte de 4 km syntetisk hegn, der har reduceret sandflugten med 60 % og sikret, at Mogao – i modsætning til andre seværdigheder langs Silkevejen – ikke bliver begravet under ørkensand.

Et indisk tårn med 18 m høje vægge står ved Suoyang øst for Dunhuang, som var endnu en grænse forpost på Silkevejen. Her boede engang tusinder af mennesker.

Millioner af turister står hvert år i kø for at se Mogaohulerne, som blev åbnet for offentligheden i 1980. Ni ud af ti besøgende er kinesere. Træ­facaderne er for det meste udskiftet med beton for at modstå erosionen.

Den berømte bibliotekshule, som var gemt i 900 år, er kilden hvorfra de fleste artefakter, der nu findes i udenlandske museer, blev snuppet. Omtrent 50.000 skriftruller og malerier var gemt i biblioteket.

En himmelsk vogter fra det 8. århundrede iført rustning tramper på en fremmed dæmon og afslører dermed en barskere side af den buddhistiske kosmologi. Nutidens vogtere af grotterne fra Dunhuang Akademi virker lige så indædt opsatte på at beskytte hulerne. “Det kan godt være, at hulerne ligger i Kina, men de tilhører verden,” siger direktør Fan Jinshi.

Måske er du interesseret i ...

Læs også