Læs også

Shanghai syder

view from the Marina Bay Sands Hotel

En verden af byer

Storbyer er den bedste løsning på klodens vokseværk.

Dengang Jack the Ripper huserede i London, og byen gennemgik en barsk tid, boede der også en stenograf ved navn Ebenezer Howard her, som var mild af væsen. Han er værd at nævne, fordi han stadig har indflydelse på, hvordan vi tænker storbyer.

Ebenezer Howard var skaldet og havde et busket overskæg, der dækkede munden. Derudover bar han sygekassebriller og havde et fjernt, filosofisk udtryk i ansigtet.

Han fandt ikke megen tilfredsstillelse i sit arbejde med at nedskrive andre folks taler, så han eksperimenterede med spiritisme, talte esperanto, som lige var blevet opfundet, og opfandt selv en skrivemaskine til stenografi. Og så drømte han om at få et stykke jord, som var hans eget.

Det, hans familie havde brug for, skrev han til sin kone i 1885, var et hus med “en rigtigt dejlig have og måske plads til en tennisbane på plænen”.

Et par år senere, efter at have sat fire børn i verden på seks år i en trang lejebolig, kom Ebenezer Howard med en plan for at gøre London mindre overfyldt.

I 1880’erne voksede London eksplosivt, og byen var fyldt med mennesker, der var langt mere desperate end Ebenezer Howard. Slumkvartererne, hvor Jack the Ripper luskede omkring på udkig efter ofre, var ubeskriveligt rædsomme.

“Hvert eneste værelse i disse rådne og stinkende boliger huser en familie, ofte endda to,” skrev præsten Andrew Mearns, der kæmpede for de fattiges forhold.

“I en kælder rapporterer en sanitetsinspektør at have fundet en far, en mor, tre børn og fire grise! … Et andet sted finder man en fattig enke, hendes tre børn og et barn, der har været dødt i 13 dage.”

Folk i det victorianske London kaldte den slags slum for rottereder eller kolonier for dyreavl.

Det 20. århundredes byplanlægning var en direkte konsekvens af det 19. århundredes forfærdede opfattelse af byer. Sjovt nok begyndte det med Ebenezer Howard.

I en lille bog, som han selv udgav i 1898, beskrev han sin egen vision for, hvordan menneskeheden burde leve – en vision så overbevisende, at den kendte amerikanske arkitekturanmelder Lewis Mumford et halvt århundrede senere erklærede, at den havde “lagt fundamentet til en ny epoke inden for byudvikling”.

Flodbølgen af mennesker, der flyttede fra land til by, måtte standses, mente Ebenezer Howard, ved at trække folk væk fra de sygdomsbefængte storbyer og ud i nye, selvforsynende “havebyer”.

Beboerne i disse lykkelige små enklaver skulle mærke den “frydefulde forening” af by og land. De skulle bo i pæne huse med haver i centrum, spadsere til arbejde på fabrikker i udkanten af byerne og få mad fra gårde i et grønt yderbælte – som samtidig ville forhindre byen i at brede sig til landområderne.

Når en by var fyldt til sit grønne bælte – 32.000 mennesker var det rette antal, mente Ebenezer Howard – ville det være tid til at bygge den næste.

I sin velkomsttale i 1907 til 500 esperanto-entusiaster i den første haveby, Letchworth, kom Ebenezer Howard med den dristige forudsigelse (på esperanto), at såvel det nye sprog som hans nye utopier snart ville brede sig verden over.

Han havde ret med hensyn til menneskers stigende behov for plads, men tog fejl med hensyn til storbyernes fremtid: Det er urbaniseringsbølgen, der har bredt sig verden over.

I de industrialiserede lande og i Latinamerika er den tæt på at have nået sit maksimum – over 70 % af befolkningerne her bor i storbyområder. I store dele af Asien og Afrika strømmer folk stadig til storbyerne.

De fleste byboere bor i storbyer med mindre end en halv million indbyggere, men storbyer er blevet større, og der er blevet flere af dem. I 1800-tallet var London den eneste storby med over 5 millioner indbyggere; nu er der 54, hvoraf de fleste ligger i Asien.

I dag ser man positivt på urbaniseringen. De seneste 10-20 år har eksperternes syn på byer ændret sig markant. Selv om slumkvarterer, der er lige så rystende som 1800-tallets London, nu er vidt udbredte, kan man ikke længere sammenligne storbyen – som man har gjort tidligere – med en kræftsvulst.

Med Jordens befolkning på vej mod 9 eller 10 milliarder ligner tætbefolkede storbyer snarere en løsning – den bedste mulighed for at løfte mennesker ud af fattigdom uden at ødelægge kloden.

Abonnér

Syv milliarder mennesker i verden. Følg med i udviklingen. Abonnér på National Geographic

Måske er du interesseret i ...

Læs også